”Fred” er det første, der går igennem hovedet på mig, når vi kører ind i indkørslen til sommerhuset i Gamla Bo. Endnu engang forundres jeg over, at man kan føle sig ”på ferie”, bare ved at smutte ”over sundet” få kilometer væk i en lang weekend. Men sådan føles det.
Vi er så heldige, at vi kan låne et super sommerhus lige ned til Ringsjöen. Et sommerhus med både billard bord, brændeovn, flere stuer og højt til loftet, men det allerbedste er udsigten. Hele bagsiden af huset er et stort vindue ned mod søen, så uanset hvor du sidder i huset, kan du nyde den fantastiske udsigt.
Det fantastisk er, at huset fungerer med det samme. Bare et tryk på strømknappen og ud i bryggerset og tænde for det varme vand, og så skal du bare nyde at være til… nemt, ikke sandt.
Denne gang var min veninde Lone med, sammen med Axel, hendes mand og deres dreng Jonathan der er 17, som vores Phillip. Vi har været i Sverige sammen mange gange før, men det er efterhånden mange år siden, så vi var alle spændte på, hvordan det ville føles igen at være så tæt sammen.
Der gik nu ikke mange minutter, før vi havde fundet os til rette i havemøblerne og sad og nød vejret og friheden. Lidt senere gik Axel fuldstændigt amok, da han i pladesamlingen opdagede en længe eftersøgt gammel LP, han havde haft præcist den LP, da han var teenager, og den var simpelthen slidt op, og her stod han så med pragteksemplaret i hænderne, Yardbirds – min mand, Henny har længe fablet om pladesamlingen, og var vildt skuffet sidst, vi lånte huset. Dengang var den gamle grammofon gået itu. Henny havde derfor købt en pladespiller med usb-stick og taget den bærbare med, så han kunne spille og optage de gamle numre. Det er ikke kun børn, der kan få julelys i øjnene, det kan Axel og Henny også. Der blev spillet Elvis, Michael Jackson, og ikke mindst Yardbirds…
Vi elsker mad, og jeg er specielt glad for at lave mad med lokale produkter. Alligevel må det heller ikke tage for lang tid at lave den gode mad, for så skulle jeg jo blive inde i køkkenet – og jeg vil ud og gå, opleve, se og snuse nye oplevelser til mig.
Men god mad skal vi have og skal man have lidt godt og typisk svensk, så må man lige forbi røgmanden ved golfbanen, – han har helt fantastiske fiskedeller og skaldyr, friskfangede fra søen og ikke mindst varmrøget laks, tun og sværdfisk. Vi opdagede, at han også solgte vildt, både røget og frisk frosset – så næste gang står menuen på elg-ragout!
Området er kendt for det sine mange rov- og andefugle, og vi oplever hver gang noget unikt. Denne gang var vi heldige at se to toppede lappedykkere kurtisere hinanden – et syn vi sent vil glemme.
Turen hjem gik hurtigt og smertefrit. Det kan godt være at broen er dyr, men hold da op en udsigt man har og det er faktisk ligegyldigt om det er solskin eller gråvejr – der er så meget himmel og hav ude midt på broen, det er en oplevelse i sig selv.
Vi er endnu engang sikre på, at denne Sveriges tur ikke er den sidste…
1000 tak for lån, Anne & Jens – Vi har selvfølgelig ladet grammofonen stå, så I igen kan lytte til pladesamlingen.