For et par år siden fik jeg en fantastisk smukt illustreret og helt speciel kogebog, Køkkenfryd, hedder den og er skrevet af Christa Alstrup. Det bygger på årstidernes råvarer i Danmark, vel og mærke, og man bliver nærmest fuldstændigt forført af de mange muligheder, der findes til anvendelse af simple, danske råvarer, som samtidigt kan hentes hjem fra skoven, når man alligevel er ude og snuse…Og jeg har ledt efter ramsløg hvert forår lige siden, indtil nu!

Problemet er, at vi fortravlede, fuldtidsarbejdende kvinder (for der er ikke mange mænd, der deler min passion for at ”finde” mad, desværre) kan have svært ved at finde tid til at ”søge” efter råvarerne – det er trods alt meget hurtigere at gå en tur ned gennem IRMA, Brugsen eller netto, ikke sandt? Men det giver dig bare ikke den tilfredsstillelse, det er at ”skaffe” varerne selv – mon ikke jægerne vil give mig ret her; der er noget helt specielt ved at komme hjem med ”dyret” til familien og modtage den ros og ære, som han har gjort sig fortjent til!

Men som sagt, jeg har fundet dem, ramsløgene, i skoven ved Vallø slot – Jeg så dem på en af mine løbeture for snart 3 uger siden, og næste gang jeg var ude at løbe, havde jeg en pose og en lille graveske med – desværre var der ikke så mange planter, og de var ret svære at få gravet op med rod, men jeg kom stolt hjem med et par gode eksemplarer, der nu er plantet blandt pæonerne i min have. Måske var det lidt for tidligt at jeg plantede ramsløgene om, for de er næsten forsvundet, men roden skulle jo nok klare det, så næste år kan jeg forhåbentlig høste i egen have.

Lige nu er det i hvert tilfælde højsæson for ramsløgene i skoven. I går hentede jeg 50 blade, som jeg skulle bruge til en opskrift fra køkkenfryd – ramsløg pesto – skulle være fantastisk til asparges, skiver Christa Alstrup. Og hun har ret. Pestoen er fantastisk til friskkogte nye asparges med lidt røget skinke til. Phillip kan selvfølgelig ikke lide pestoen, for den er jo ikke lavet på basilikum, hvilket i hans øjne på stedet diskvalificerer pestoen, Henny syntes til gengæld mægtig godt om resultatet, hvilket er meget godt, for jeg har et helt glas stående i køleskabet nu, som skal nydes i løbet af de næste par uger i forskellige sammenhænge. Det ved Phillip bare ikke endnu.

Nu ved jeg, hvor jeg kan finde ramsløg, så nu gælder det skovmærke og skov- og havesyre, som Christa Alstrup også anvender i spændende forårsretter, der er præsenteret i Køkkenfryd – måske bliver det ikke i år, men det betyder jo ikke noget, det handler om at nyde naturen og de gaver den byder på, vel og mærke, når vi også selv har tid…