Det bliver den 15. maj og det bliver kun til noget, hvis vi er minimum 10 personer, det koster ca. 1000 kr. per person, har I lyst til at deltage? Sådan lød invitationen fra min far en tidlig aften i februar. Det blev til et ja tak, gerne!
Min far kender Frank fra tidligere arrangementer, han har holdt sammen med kunder og kolleger og Frank er altid blevet rost til skyerne for den altid gode mad og store kendskab til vin, som han gavmildt og øser af under middagen og smagningen.
Så blev det den 15. maj og vi begav os ud af Vesterbrogade – jeg var ret spændt på omgivelserne, vi skulle spise i, for vin ligger jo normalt køligt, og vi var tilsagt i Franks vinforretning, hvilket kunne lade sig gøre, fordi arrangementet var privat. Men mine bange anelser blev gjort til skamme, Frank havde dækket et stort smukt bord i midten af butikken, tændt op i pejsen, der knitrende bød os velkommen ned i den høje kælder blandt fine vine og fik os til at føle os rigtigt velkomne.
Først fik vi små skiver fast pære med tynde skiver parmesan på sammen med en fantastisk mousserende mørkerød Spumante Brachetto, der smagte af friske skovbær. Derefter serverede Frank en tapas tallerken med tilhørende spansk rødvin fra Falset – Marca – på tallerkenen var både sardin med pesto, pølse med bornholmsk sennep, ristet gedeost, fiskefrikadelle med bacon og hjemmerørt remoulade, mm.
Nu kom tiden til den første mellemvin, en mellemvin er en vin uden ledsagende mad. Mellemvinen var en meget speciel vin, der kun dyrkes på Hermitagebjerget i Bourgogne, Hermitage blanc Remizières , og kun produceres i meget små mængder, hvilket gør den meget svær at få fat i. Indtil nu havde vi alle været enige om at vinene smagte godt og klædte maden, men nu delte meningerne sig. Nogle syntes den var fantastisk andre at vinen var retzina-agtig, personligt syntes jeg, den smagte som en dårlig spätlese, hvilket Frank ikke var synderligt begejstret for!
Vi var et blandet selskab på 12 personer, mine forældre og 2 hold af deres venner og min søster, en fælles barndomsveninde og jeg selv, med vores mænd. Det er sjovt, så hurtigt samtalen kommer til at flyve til højre og venstre, når ens smagsløg udfordres, og så gør det vel heller ikke noget med et par gode glas vin. Vi hyggede os og diskuterede i et væk om råvarer, andre vinoplevelser, og hvad der er god mad. Faktisk måtte Frank af og til tysse på os, for at kunne fortælle om den næste vin og den næste ret.
Nu kom vi til den egentlige forret, bornholmsk koldt røget laks med spinat og dertil en Mersault, Santenots1 cru blanc, jeg sent vil glemme, den var bare god! Den bornholmske laks var også et højdepunkt. Den var faktisk ikke orange, som laks ofte er, når de lever af skaldyr som fx i Norge, men gammeldags laksefarvet – Frank, der er bornholmer, fortalte, at der nu igen er rigelig laks i Østersøen, og at mængden af tungmetaller, der er ophobet i fisken, ikke længere er faretruende. Dette havde han fra en helt pålidelig bornholmsk kilde…
Jeg har ellers i mange år fulgt min veninde Hannes råd om altid, at lade Østersø fisk gå forbi. Hanne har nemlig indtil for ca. 2 år siden, sejlet de danske farvande tynde på miljøskib for at tage prøver af vand og fisk, men der kan jo være sket meget i løbet af de sidste 2 år, måske alle initiativerne til forbedret havmiljø er begyndt at bære frugt. Vi nød i hvert tilfælde den fine fisk.
Hovedretten, som var et stykke rosa stegt oksefilet med små smørstegte kartofler og en salat med tørrede bær vendt i lidt olie og balsamico, blev serveret i en dyb tallerken, hvor bunden var dækket at en skøn portvinssauce – med det samme ærgrede alle selskabets herrer sig over at, der ikke lå en ske ved tallerkenen… mon danske mænd faktisk får for lidt sauce, siden reaktionen kan være så total og umiddelbar? Saucen var god, det er ikke til at komme uden om, men vinen dertil var heller ikke at kimse ad. Det var en Barolo Manzoni 2003, Fratelli Ferrero.
Den bornholmske Roquefort, som efterfølgende blev serveret med rosiner, der have trukket i Calvados, kunne snildt måle sig med den franske storesøster, og passede fint til Pancherenc Doux Octobre 2005. Der blev sendt en bleu og noget bornholmsk Gouda rundt som supplement; skulle man kunne knibe mere ned, men det kan man jo i den situation. Og nej, bornholmsk Gouda, er ikke Gouda, når Gouda er bedst. Den bornholmske Gouda mindede om samme lettere kønsløse vakuumpakkede variant, der fås i Netto og Fakta. Og jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg er gift med en hollænder, har selv boet i Holland, og selvom mange hollændere ganske rigtigt spiser den gængse vakuumpakkede Gouda, er der også rigtigt mange, der handler hos ostehandleren. Her sælges uforlignelige kvaliteter. En personlig favorit er Gouda lavet på komælken fra ”første-malkning-efter-koen-er-kommet-på-græs” – osten er helt orange, og kan kun laves den ene gang om året. En anden favorit er ekstra gammel Gouda, der nærmest falder fra hinanden, fordi den er tør, men som smelter på tungen i et fyrværkeri af smagsnuancer. Hollandsk ost vidste Frank ingenting om.
En Amerone 2004, Stefano Accordini helt uden for nummer blev budt rundt – men nu kunne vi næsten ikke klare mere fyldig vin, vi havde fået nok.
Desserten, en guddommelig mandel marcipankage fra Van Hauen med crème fraîche til var finalen, sammen med Riesling Spätlese. Prikken over i-et var en god stærk kop stempelkande kaffe med en Gerwürtstrauminer brændevin, en Calvados eller en cognac. Siden vi var i Alsace og for første gang smagte brændevin lavet på Gewürtstrauminer, er der i min øjne ikke noget meget bedre efter en god middag, end netop denne drik, der hjælper dig med at fordøje om ikke manden, selvom det siges, så oplevelsen.
Nu var selskabet efterhånden så stopmætte af både mad og smagsoplevelser, at de trængte til at bevæge sig ud i den kølige maj aften.
Vi vil leve længe på denne oplevelse. Det var bare så hyggeligt og berigende at være sammen på tværs af generationer og med de forskellige forudsætninger vi alle kom med.
Frank er ved at skrive en kogebog, den må jeg eje, når den udkommer. Han er et kapitel for sig. Frank er ikke kok, men blikkenslager, der har bevæget sig i cirklerne omkring bl.a. Claus Meyer, hvilket godt kan ses – der er noget stolt, dansk og rustikt over måden, han laver maden på, og kan han ikke selv, køber han gerne, fx brødet fra Emmery’s, og kagerne fra Van Hauen, hvorfor ikke benytte sig af det bedste, der findes?
Vil du høre mere om, hvad Frank kan tilbyde, så læs mere her: http://www.le-papillon.dk
Tak for et godt initiativ, far!