Ja, det er der vel ikke noget endegyldigt svar på. Men mange har et bud. For mig er det en forudsætning for at være lykkelig, at jeg kan råde over sig selv og sine egne tanker. Det understregede Lise Nørgaard også i et interview i Alt for damerne fra uge 9. (Ja, ja, jeg er bagud, men det var i weekenden jeg læste artiklen!)
Mange tænker ikke over det i hverdagen, men når problemerne i parforholdet melder sig, bliver det tydeligt. Man finder ud af, at man måske skulle have udnyttet sine kompetencer og fået skabt sig en selvstændig identitet, som kunne have sikret én valgmulighederne fra A til Z just in case.
Det er så sørgeligt, når man ser, unge kvinder hoppe med på mandens karriereræs og sørge for børn, hus, have og hund – uden at de tænker over det, giver de køb på selvstændigheden. Valgmulighederne indskrænkes, når kvinden ikke har sit eget job og egen indtægt, og derfor sidder hun ofte i saksen i årevis, indtil børnene er så store, at de forstår situationen.
Kvinder, vi skal alle huske, at ligeværdighed i et parforhold skaber de bedste rammer for indbyrdes respekt og dermed også muligheden for at udvikle betingelsesløs kærlighed og et varigt parforhold. I vores verden skabes og måles vores identitet gennem vores jobs, derfor er det så vigtigt at holde sig skarp.
Tænk at være nødt til at leve sammen med en mand, man ikke længere respekterer eller elsker, bare fordi man økonomisk ikke kan se anden udvej?
En bekendt sagde forleden til mig, at han godt forstod de kvinder, der tog chancen med en ”rig” mand, men at han ikke forstod mændene? Er det mon beviset for, at mænd er fra Mars og kvinder fra Venus? Jeg kan da godt se fidusen i at vise sig frem med en smuk ung kvinde ved sin side, det giver jo prestige at kunne ”holde” en kvinde, men jeg kan ved gud ikke forstå kvinden, der, når festen er slut, står med lidt flossede forhåbninger og en hel del forspildte chancer på arbejdsmarkedet!!