Jeg elsker at lægge planer! Jeg er nemlig sikker på, at det er på grund af planerne, at jeg når alt det, jeg gerne vil nå – og nåh ja, også alt det, jeg bare skal nå, enten fordi det er mit job, eller fordi ingen anden har tænkt sig at gøre noget ved sagen.
Og der er selvfølgelig nogle planer, der er sjovere og mere konstruktive at gennemføre end andre.
Men jeg elsker altså at planlægge, og det er heldigt, for det er en ongoing beskæftigelse. Måske nærmest en psykisk evighedsmaskine? Den, der lægger planer, må jo være indstillet på at ændre eller tilrette disse planer hele tiden. Og hvis planlægning stadigvæk skal være sjovt, så skal ændringerne ske på baggrund af eget ønske eller accept af best choice. Hvis ikke det var tilfældet, ville man blive kvalt i negativitet og kørt ned i spiralen, i stedet for at få energi og virkelyst stige opad!
En kollega sagde forleden til mig, at han ikke ville kunne holde ud at planlægge, som jeg gør. Mit svar til ham var, at der er forskel på, hvad der bør planlægges og hvad der skal være spontant. At der er en naturlig sammenhæng mellem planlægning og mulighed for ”leve” spontant. At mit liv er for kort til ikke at planlægge mig ud af trivialiteter som tøjvask, rengøring, indkøb, græsslåning osv. Jeg orker bare ikke et sekund at skulle diskutere, hvem der gør disse ting, hvornår – men faktum er at uden præcis den form for planlægning, så kommer din hverdag til at bestå af feberredninger omkring de daglige gøremål eller du fremstår, som én person uden styr på din tilværelse, og du forpasser muligheden for spontane indfald, som du foregøgler dig er mulige.
Jeg er sikker på, at det kun er helt unge, charmerende mennesker, der uden planlægning kan vinde og præstere i pressede situationer. Og forestil jer, hvilke kvantespring disse unge mennesker ville kunne bidrage med, hvis bare… Som den halvgamle kvinde, jeg er, mener jeg selvfølgelig, at alle skulle gøre som jeg, for det giver os nemlig mulighed for spontant at gøre det, vi har mest lyst til – den tid, der er tilovers, er nemlig VORES.
Det er nærmest ligesom følelsen af som barn, selv at have valgt de røde sko (et par ud af 3, der på forhånd var udvalgt og godkendt af min mor…), men MIT valg! Det er utroligt, som psyken kan stimuleres i positiv retning. Og hvor svært det er for os at acceptere ”voksnes” visdom, når vi er unge. Set ud fra den synsvinkel må planlægning være et aldersfænomen. En metode til at kompensere for manglende ungdommelig charme og uskyld, der gør det muligt for os at opnå det, vi gerne vil her i livet, uden at have spildt tiden på at lægge en plan først!?