Jeg tror, det var i januar, at Majbritt spurgte om, jeg ville løbe på hendes hold til Danmarksstafetten i Køge, den 3. juni. Jeg er Valløber, og har gentagne gange sagt nej tak, til at deltage i stafetten, fordi jeg ikke er så glad for store, officielle løb (jeg forestiller mig altid, at jeg bliver trådt ned bagfra, og at 1000-vis af løbere træder på mig). Så jeg overvejede lidt, inden jeg sagde tak til invitationen. Jeg håber at enhver, specielt Valløbere, kan forstå, at når man på denne måde ”headhuntes”, så er det svært at sige nej tak. Jeg skulle intet gøre, alt blev gjort for mig, jeg skulle bare være klar 17:15 ved min hoveddør, så ville jeg blive hentet, få udleveret bluse og nummer, få sandwich og vin og hyggeligt samvær efterfølgende. Det kan man da ikke afslå, vel? Løbet gik godt, det var 4×5 km og vi var inde på lidt over 2 timer – flot, synes jeg, når man tager stormvejret i betragtning. Men det, som måtte ske, skete; mens jeg sad alene på tæppet, da jeg havde løbet min tur, lød det ovre fra Valløbernes lejr: ” hvordan føles det at sidde der helt alene, Merethe?” Det var selvfølgelig for sjov, men den sad alligevel – Men jeg er jo ikke for ingenting blevet moppet i skolen, så mig får de ikke, og Rasmus Modsat er jo også en reaktion, ikke sandt? Jeg har allerede nu sagt ja tak, til at løbe for Majbritt næste år, og jeg glæder mig allerede. Samtidig har jeg besluttet at melde mig til et løb, hvor jeg kan løbe sammen med Valløberne, når nu det er så vigtigt for dem, at jeg er en af dem – hvem sagde stjernenykker? Jeg elsker bare at føle mig ønsket og værdsat, det er vel ikke helt unormalt, vel?