I år gik der kludder i systemet, Mors dag, min fødselsdag og Cecilies konfirmation faldt sammen, og så må det vigtigste jo komme først. Vi var til en dejlig forårs konfirmation med solskin og cumulus skyer på den blå himmel. Min fødselsdag gjorde vi ikke væsen af – Hvem gider også at fejre 48-års fødselsdag? Jeg venter til, jeg bliver 50. Og Mors dag, ja, det blev til den 7. juni.

Jeg havde aftalt med mor, at vi kørte kl. 8:45, så vi kunne stemme, inden turen gik til Ølsemagle, hvor vi hentede Else og så gik turen ellers nordover til Vedbæk og Caroline Mathildestiens planteskole. På parkeringspladsen fik vi kaffe og de skønneste små citrontimian kager, man kan forestille sig. Det er egentligt kun min mor, der er til søde sager og kager, men både Else og jeg var enige om, at disse små kager var vidunderlige.

Jeg havde fundet en artikel i Mad og bolig, om planteskolen, og artiklen havde ikke overdrevet. Stedet i sig selv var en stor oplevelse. Planteskolen var en mellemting mellem have og planteskole, lidt i stil med Søren Ryes have eller måske Jamie Olivers urtehave. Brede gange var slået ned i gennem haven mellem lige så brede bede med alverdens blomster: akelejer, pæoner, storkenæb, iris, roser og græsser. Vi gik med bagen i vejret og sagde: ”se der, og se der, nej, se lige denne her!”

Indehaveren Birgit Reimer, har lige sammen med Marie Juhl Jakobsen skabt bogen: 32 opskrifter på de smukkeste bede, og vi gik forbi flere af de små bede, der er beskrevet i bogen. Bedene har navne så spændende som måneskinsbed, miniprærie og Barbies staudebed. Bedene var på ca. 1 kvadratmeter, altså ikke særligt store, men de satte fantasien i gang, og man kan jo bare ”forstørre” med flere planter af hver slags.

Nu var vi efterhånden så inspirerede, at det kriblede i fingrene for at eje/købe nogle af stauderne selv. Hvilket var forudset, for vi var nået ned til der, hvor planterne stod til salg. Store flettede kurve stod klar til at blive fyldt op af købelystne besøgende. Og Birgit Reimer selv, forklarede, vejledte og udvalgte – skønt.

Mætte af indtryk begav vi os tilbage mod drivhuset for at betale. I drivhuset kunne vi købe feminint havetøj, som canvas bukser med smæk og lyserøde blomster, med ekstra mange lommer og plads til mobilen. Jeg var fristet, men en indre stemme overbeviste mig om at det var nice, ikke need og lod være med at investere yderligere.

Inden vi kørte videre, fik vi frisk frugt og hjemmelavet kold rabarbersaft, det var rigtigt skovtursagtigt. Vi kørte ind til langelinie for at købe sandwich i Sandwichbaren, et sted Henny havde anbefalet, og der var et fantastisk udvalg af både brød og fyld. Vi købte alle en langelinie sandwich to go. Mens den blev lavet snusede vi lidt rundt i de forskellige outlets på kajen. Så gik turen videre til Amaliehaven, hvor vi fandt en bænk i solen og ude af vinden, hvor vi kunne spise vores frokost og drikke et glas kølig rose, mens vi nød blomster og de frække fugle. Der var mange gråspurve unger, der tiltede om, når de blev for ivrige efter at få fat i nogle krummer.

Hjemme igen gjorde vi klar til mad på grillen og Else og mor tog en havevandring – mors have er et væld af forskellige spændende planter, og hun ved præcist, hvornår og hvordan man skal lave stiklinger. Så Else blev den lykkelige ejer af et par nye plejebørn.

Alt i alt en skøn dag, en af dem, jeg vil gemme på.

Bogen om stauderne og bedene fås hos Ringhof eller på hjemmesiden mathildestien.dk.