Sådan synger Poul Dissing i mine ører – jeg er lige kommet tilbage efter en fantastisk løbetur i skoven. Det regnede i nat og denne junimorgen virker bare meget mere intens end andre dage. Duftene er stærkere, lydene virker højere og i det hele taget var skoven og markerne uvirkeligt smukke.

Der var så dejligt at jeg glemte at bøje af til en 5 kilometer – jeg nåede lige at dreje af til 7 kilometeren, ellers ville det være gået helt galt – men det gjorde det ikke. Jeg kom hjem netop som Henny kørte ud af indkørslen 6:45 – og skyndte mig op og vække Phillip, der skulle til eksamen, og så var det i bad i en fart. Ned og få friske frugter og yoghurt, cyklen bag på bilen og så af sted med os to kl. 7:15. Phillip nåede frem i tide, og det gjorde jeg også, puha!

Jeg bliver ved med at høre Poul Dissings sang i mit hoved, selvom jeg har rygende travlt, der skal opgraderes flybilletter, laves præsentationer færdigt og konteres. Og så ringer Phillip og fortæller, at han fik 12 i billedkunst – så stort, for det er en endelig eksamen på gymnasiet.

Det skulle være alle forundt at have sådan en start på dagen, man har et fantastisk overskud at øse ud af. Selv vejrguderne gav op. Der var lovet regn, men jeg så ingen. Henny og jeg kom hjem næste samtidig og satte os ud og nød solen og et glas kølig hvidvin og talte om vind og vejr og dagens gang. Så er livet da fantastisk ikke sandt.

Jeg kan stadig ikke slippe Dissings hyldest til morgenen, mon han har haft samme oplevelse?