I morges på min løbetur gennem skoven hørte jeg pludseligt to skud. Det er ikke særligt usædvanligt, der er stadig bukkejagt – og jægeren fik sin buk, det var helt tydeligt.

Et øjeblik efter skuddene var faldet, lød forfærdelige skrig fra en anskudt buk, det lød nærmest som et lille hæst barns skrig og gik lige ind gennem marv og ben. Niels, min jagtlærer havde fortalt om lyden, og jeg var ikke et sekund i tvivl. Dyret led! Endnu et par minutter senere havde hunden fundet dyret og jægeren råbte hunden an, og skrigene holdt inde, jægeren skød ikke igen, så han må have brugt en anden metode, til at gøre en ende på bukkens lidelser.

Jeg løb videre og tænkte, ja, det er lige derfor, at det er vigtigt at gå på skydebanen og øve sig, for det er under alle omstændigheder meget sværere at ramme ude i naturen, så du skal bare være god! Ellers er det ikke OK at jage.

Faktisk bliver jagttegnsprøven ændret nu, så der er et krav om at man skal kunne skyde, inden man får jagttegnet. Det synes jeg er en rigtig god ide, for der er ikke mange, der bruger tid på skydebanen, i forhold til hvor mange, der har jagttegn. Og der er måske derfor, man oplever disse anskydninger.

Jeg ved ikke hvem, der anskød bukken i morges, men jeg er nysgerrig efter at vide, hvorfor det skete – var det fordi han ”måtte” eje en buk og ikke ventede til det helt perfekte øjeblik? Eller var det bare sort uheld, for det kan selvfølgelig også ske – det heldige var, at jægeren havde hund med, og at hunden hurtigt fandt bukken, så jægeren kunne gøre, hvad der skulle gøres.

Knæk og bræk!