For et par timer siden, da vi kom hjem fra job, satte vi os ud på terrassen i det fantastiske sommervejr og nød et køligt glas rosé fra Pays d’Oc. For første gang i år var der 27 grader på terressen. Følelsen af Sydfrankrig begyndte lidt efter lidt at få tag i os, mens vi skimmede reklamerne, åbnede posten, udvekslede små og store nyheder og i det hele taget bare lod freden og friheden brede sig.

Det er som om tiden går lidt i stå, når vi kan være uden for om aftenen, som om dagen ingen ende vil tage, og det er jo bare helt fantastisk, når dagen er en god dag.

At jeg kalder denne følelse for sydfransk skyldes, at vi, uanset vejret i Nyer i Pyrenées Orientales, hvor vi har vores andet hjem, føler vi, at tiden går i stå, så vi kan nå meget mere, sanse og nyde meget mere.

Der er selvfølgelig også den detalje, at vi har ferie, når vi er i Nyer, eller næsten. Men alligevel er der noget ganske specielt, der bobler inden i os, vi kommer, sagt med en fortærsket kliché, lidt mere i kontakt med os selv og de ting vi foretager os, når vi har denne følelse.

Vi sidder længe og nyder livet og freden i haven, og kommer som sædvanligt ikke til at spise før hen ved kl. 20. Men vi vil ikke ind endnu, så efter opvasken og madpakk- seancen, tjekker Henny hurtigt tjekker netbanken, og jeg begynder at stryge. Jeg har, som en vaskeægte sydlandsk kone, slæbt strygejern og bræt ud på terrassen og får langsomt men sikket bugt med den sædvanlige alt for store stak strygetøj. Henny tænder de store udendørs lys og serverer en himmelsk kop kaffe og små hjemmelavede citrontimian kager.

Jeg finder min pc frem og sidder stadig udenfor og skriver – det er bare en af de dage, jeg skal holde på, tænker jeg, og opdager til min skræk lige nu, at cikaderne er væk – vi plejer altid at have cikader i haven, Henny kan heller ikke høre dem.

Selvom vi ikke har lyst til at ende denne sydlandske aften, må det alligevel ske. Vi skal på job i morgen og videre i vores liv og tilværelse. Måske bliver i morgen ligeså fantastisk som i dag? Hvem ved?