I går på vej hjem fra arbejde turboshoppede Phillip og jeg. Eller måske er det bare min definition af at turboshoppe, for jeg har en lille mistanke om, at mængden vi shoppede ikke helt kvalificerede os, men lad det nu ligge. Vi var færdige på 20 minutter.

Målet var at købe en fin gave til Henny, som bliver 50 om en uge, og på det tidspunkt er Phillip taget til Nice for at besøge Thor.

På vejen hjem skulle vi have Phillips venner, Joshua og Oliver med, heldigvis arrangerede Sarkis selv transport – Hvad gør man ikke som ”service-mor”, når drengene vil game hele natten.

Når man til dagligt bare er 3, så fylder 3 teen age drenge ekstra rigtigt meget, men vi nyder at have dem på besøg, høre hvad de har gang i og lære dem bedre at kende, nu de bliver unge mænd. Jeg måtte finde større gryder frem. Det er måske lidt underligt, men når jeg står i køkkenet og skal lave mad til sådan en flok unge mennesker, så føler jeg, at jeg har et særligt ansvar for at de skal føle sig godt tilpas. Det forsøger jeg så gennem god mad og enkelte krav, som for eksempel at når vi spiser sammen. Og det lader til at alle, dem Phillip omgås sætter pris på, at de på den måde er en del af familien.

Phillips venner er meget forskellige, og det er spændende at høre om de forskellige udfordringer, de står overfor med hensyn til uddannelse, efter skole jobs og interesser og samtalen går altid livligt frem og tilbage.

Når jeg sådan hører og ser dem, disse stærke, vitale unge mennesker, så føler jeg mig lille og en smule gammel. Det virker som i går, at jeg pudsede næse på dem og trøstede dem, når de faldt. Nu er de alle vokset mig over hovedet, og hjælper mig med at bære tunge tasker osv. styrkeforholdet er fuldstændigt ændret og det er bare gået så hurtigt, men heldigvis gider de tale med Henny og jeg, det er vel det, der hedder ”at lytte til de ældres erfaringer”.

Men det som jeg ser som vigtigt socialt samvær, er selvfølgelig ikke helt det samme for dem, så efter middagen smuttede de ovenpå for at gøre det de var mødtes for, nemlig at spille X-box.

For dem var det råhygge i højeste potens, de grinede, jokede og drillede hinanden, mens de gamede. De havde placeret sig 2 og 2 i 2 rum med hver sin store fladskærm og X-box, og så blev der råbt. ”klar”, ”du joiner bare nu” og meget andet, som jeg heller ikke forstod noget synderligt af og som i øvrigt heller ikke var ment for mine ører.

Henny og jeg besluttede at blive på terrassen med en god kop kaffe og en bog for en lille stund, inden vi skulle i seng.

Endnu en aften forsvandt, mens hele huset emmede af nærhed og hygge. Det er ikke så slemt af og til at føle sig lille og gammel, det sætter ungdommen og ens personlige liv i perspektiv.

I morges da jeg stod op, sad drengene stadig og spillede – de nyder den nyligt vundne frihed. Henny og jeg tog på job, med bevidstheden om, at vi også havde været på det sted i livet.