For længe siden aftalte Wim, Henny, Carolien og jeg, at vi skulle mødes uden en masse hurlumhej, for at fejre Wim og Henny 50-års fødselsdage. De har nemlig fødselsdag med bare en uges mellemrum, Wim sidste lørdag, Henny på lørdag. Vi ses ikke ofte til fødselsdage, for Wim og Carolien bor i Nijmegen i Holland og vi i Køge, så vi havde aftalt ”et sted i midten”. Helt på midten blev det nu ikke, for vi havde fået anbefalet et lille faldefærdigt, men fuldstændigt unikt hotel i Hartzen, som vi syntes lød som en perfekt ramme for hyggeligt samvær, for os og vores teen-age unger.

Så fredag morgen pakkede vi vores habengut og drog af sted. Solen skinnede og en lang weekend lå foran os. Første stop var Aabenraa, hvor Phillip hurtigt mødtes og kyssedes med Antonia, inden hun skulle videre med skoleorkestret gennem byen. Antonia ser fantastisk ud i uniformen, mon det er for drenge, som for mange piger, at uniformen drager?

Videre gik det ned ad de tyske motorveje. Vi havde regnet os frem til, at vi ville være i Lauthal ved 3-tiden, hvor der skulle være en fantastisk amatør model togbane på mange kilometre, men en lang kø ved Hamborg skubbede ankomsten frem til kl. 4. Vi fandt turistkontoret og spurgte os for, og fik til stor ærgrelse at vide, at udstillingen var lukket for 2 år siden – Vi havde glædet os til at se modelbanen, for min far, der er stor entusiast, havde fortalt så levende om den, og har store planer for ændring af sin egen bane. Heldig vis var det ikke nogen stor omvej, så vi kørte til Goslar for at få en kop kaffe og en is.

Goslar er en rigtig dejlig by med alle sine gamle bindingsværk huse og torve, men også meget turist præget. Vi fandt en is cafe, hvor Phillip hurtigt valgte is med friske jordbær og chokoladesauce– mens Henny og jeg fik en stor dejlig kop kaffe. Fyldt af god stemning tog vi af sted mod vores hotel i Romkerhall nogle kilometer fra Goslar oppe i bakkerne.

Lige hvor floden krydser ind under landevejen i det lille glemte kongerige Romkerhall lå hotellet, mellem floden og vejen – et lille jagtslot, der så indbydende, charmerende, men også fuldstændigt faldefærdigt ud. Vi blev meget fint modtaget af en lille dame, men en meget høj stemme og en fantastisk dialekt, jeg blev aldrig rigtigt klar over, om det var fordi hun forsøgte at tale ”tysker-dansk” eller om det bare var en del af hendes selv.

Vi fik kongesuiten og 2 andre værelser. Der var rent, stemningsfuldt, meget guld og glimmer, men også meget slidt og faldefærdigt – men pyt med det. Kongesuiten med himmelseng overlod vi til Wim og Carolien, nu det var Wims fødselsdag.

Vejret var fantastisk, så vi klædte om og gik ned på terrassen for at vente på Wim og Carolien og nyde en weisbier eller hefe, som de kalder den. De kom først hen ved kl. 20, for der havde været forskellige komplikationer under vejs, bl.a. var bilens motor blevet for varm, men sønnen Max havde også lavet en scene, der bevirkede at han var blevet hjemme, så det bare var Angelina og ”plejesønnen” Baros, der var med.

Maden på hotellet er et kapitel for sig. Den er ikke ringe, den er bare over hovedet ikke ”grøn”. Vi fik supper til forret, og de smagte godt, og så kød, kartofler i en eller anden form og en sauce – ikke noget med en grøn dusk, eller en grøntsag til at peppe det lidt op, men de andre gæste så ud til at nyde det i fulde drag. Desserterne var gode og velsmagende.

Lørdag morgen var jeg ude at løbe med Baros kl. 6.10 bankede det på døren ”om jeg snart var færdig”, og så gik turen op ad landevejen gennem diverse hårnålesving og helt op til den store dæmning. Anlægget og den kunstige sø var så stor, at der sejlede en hjuldamper rundt deroppe – efter et par minutters hvil, løb vi retur og for at Baros på 19 ikke skulle kede sig for meget, sendte jeg ham af sted i sprint to kantmærker frem for at returnere til mig og gentage succesen. Han ville ikke være ved det, men det var lidt hårdt for ham. Til morgenbordet sang vi fødselsdagssang for Wim og sad længe og nød det, inden vi tog af sted til Rammelsberg minemuseum. Det var en stor oplevelse, for normalt, når man er i en mine, bliver der bare fortalt en masse om hvordan det var, her blev der faktisk også vist, hvordan man sprænger og hvordan dynamitten placeres og så videre, men ikke nok med det, den gamle fabrikshal stod stadig med alle maskinerne til sortering osv. af den malm, der blev udvundet og et fantastisk museum om arbejdsforhold, fortid og fremtid. Museet spillede på alle sanser, det visuelle og det audiovisuelle, hvilket gav en helt speciel oplevelse og forståelse for minens arbejdere og deres liv. Klart et sted der kan anbefales.

Så gik turen videre til Goslar igen. Vi skulle se optoget i forbindelse med skyttefestivallen. Det ene musikkorps, danseskole, bilforhandler, sportsklub og skydeforening efter den anden gik i optog gennem byen med bannere og uniformer, for selvfølgelig har alle foreninger uniform i Tyskland, eller var det mon bare i Hartzen? Det er mærkeligt at der er så stor forskel på adfærd, når der faktisk kun er et par timers køretur mellem os og dem… Men på en måde er det lige præcist den slags, der gør, at jeg føler, jeg er på ferie.

De har en specialitet i Harzen, bretzl – en stor brødkringle og så kunne man få den med rigtig bauern schinken und käse – genialt, men stadig uden noget som helst grønt. Sidst på eftermiddagen, da vi var kommet tilbage til hotellet, spillede de unge kort på terrassen med Carolien, mens Henny, Wim og jeg gik tur – jeg havde set at man kunne komme op til toppen af bakken – Kästen Haus, en tur på 5 km stejlt op ad bakke. Det havde regnet om natten, så der var mange små bække, der strømmede ned langs bjergsiden mellem bregner og andet grønt, det gav en vidunderlig duft i den varme vind. Da vi nåede toppen blev vi belønnet med en fantastisk udsigt ud over hele Hartzen. Egentlig var det ikke så højt oppe, ca. 580 meter, alligevel giver det et specielt sus, når man står på toppen og kan se 360 grader rundt. På vejen ned fandt vi bruskhatte, men ikke rigtigt nogen spiselige svampe – måske havde de gemt sig..

Ved middagen fik Henny en Abraham af Wim og Carolien, det er hollandsk sædvane at give en Abraham eller en Sara alt efter kønnet, når de 50 år rundes. Denne Abrabam var af papmaché og raslede lystigt af mønt. Efter middagen kørte Carolien og Wim ungerne ind til Goslar, så de kunne besøge det kæmpestore omrejsende tivoli med pariserhjul, radiobiler, øl, is osv. Henny og jeg blev og nød en kop kaffe udenfor på terrassen. Det var bare dejligt og da alle var hjemme igen, slog vi os ned i baren ved siden af rustningen, med et par solide drinks. Vi nød hinandens nærvær og fik vendt mange problemstillinger. Det er skønt at være sammen med mennesker, man har kendt så længe, vi kender hinanden ud og ind, så vi kan gå lige til kernen, og vi forstår spontant, fordi vi kender hinandens familier og baggrund. Guld værd at vedligeholde sådanne venskaber, der i vores tilfælde har overlevet i snart 30 år, på trods af afstanden mellem Holland og Danmark. Det var godt at baren lukkede lidt over 12, for ellers var vi nok aldrig kommet i seng!

Så var det søndag morgen og vi skulle hjem – lidt vemodige tog vi afsked efter en lidt sen morgenmad, og kørte hver sin vej tilbage til vores ”hverdagsliv”.  Turen tilbage tog bare 6 timer i roligt tempo med et enkelt pit stop ved grænsen, hvor jeg for første gang og forhåbentligt også sidste var i Scandinavian Park. Jeg bliver i så dårligt humør, når jeg ser på alle de kæmpestore mennesker, der uden synlig skam læsser sodavand og slik ned i vognene, jeg forstår ikke, at de ikke selv kan se, at den livsstil ikke holder på sigt. Heldigvis ved Henny og Phillip at jeg har det sådan, så vi skyndte os igennem med et par gode tilbud på vin, vand og øl samt mandler – til festen lørdag, når vi nu alligevel kom forbi.

www.koenigreichromkerhall.de

Königreich Romkerhall i Hartzen For længe siden aftalte Wim, Henny, Carolien og jeg, at vi skulle mødes uden en masse hurlumhej, for at fejre Wim og Henny 50-års fødselsdage. De har nemlig fødselsdag med bare en uges mellemrum, Wim sidste lørdag, Henny på lørdag. Vi ses ikke ofte til fødselsdage, for Wim og Carolien bor i Nijmegen i Holland og vi i Køge, så vi havde aftalt ”et sted i midten”. Helt på midten blev det nu ikke, for vi havde fået anbefalet et lille faldefærdigt, men fuldstændigt unikt hotel i Hartzen, som vi syntes lød som en perfekt ramme for hyggeligt samvær, for os og vores teen-age unger. Så fredag morgen pakkede vi vores habengut og drog af sted. Solen skinnede og en lang weekend lå foran os. Første stop var Aabenraa, hvor Phillip hurtigt mødtes og kyssedes med Antonia, inden hun skulle videre med skoleorkestret gennem byen. Antonia ser fantastisk ud i uniformen, mon det er for drenge, som for mange piger, at uniformen drager? Videre gik det ned ad de tyske motorveje. Vi havde regnet os frem til, at vi ville være i Lauthal ved 3-tiden, hvor der skulle være en fantastisk amatør model togbane på mange kilometre, men en lang kø ved Hamborg skubbede ankomsten frem til kl. 4. Vi fandt turistkontoret og spurgte os for, og fik til stor ærgrelse at vide, at udstillingen var lukket for 2 år siden – Vi havde glædet os til at se modelbanen, for min far, der er stor entusiast, havde fortalt så levende om den, og har store planer for ændring af sin egen bane. Heldig vis var det ikke nogen stor omvej, så vi kørte til Goslar for at få en kop kaffe og en is. Goslar er en rigtig dejlig by med alle sine gamle bindingsværk huse og torve, men også meget turist præget. Vi fandt en is cafe, hvor Phillip hurtigt valgte is med friske jordbær og chokoladesauce– mens Henny og jeg fik en stor dejlig kop kaffe. Fyldt af god stemning tog vi af sted mod vores hotel i Romkerhall nogle kilometer fra Goslar oppe i bakkerne. Lige hvor floden krydser ind under landevejen i det lille glemte kongerige Romkerhall lå hotellet, mellem floden og vejen – et lille jagtslot, der så indbydende, charmerende, men også fuldstændigt faldefærdigt ud. Vi blev meget fint modtaget af en lille dame, men en meget høj stemme og en fantastisk dialekt, jeg blev aldrig rigtigt klar over, om det var fordi hun forsøgte at tale ”tysker-dansk” eller om det bare var en del af hendes selv. Vi fik kongesuiten og 2 andre værelser. Der var rent, stemningsfuldt, meget guld og glimmer, men også meget slidt og faldefærdigt – men pyt med det. Kongesuiten med himmelseng overlod vi til Wim og Carolien, nu det var Wims fødselsdag. Vejret var fantastisk, så vi klædte om og gik ned på terrassen for at vente på Wim og Carolien og nyde en weisbier eller hefe, som de kalder den. De kom først hen ved kl. 20, for der havde været forskellige komplikationer under vejs, bl.a. var bilens motor blevet for varm, men sønnen Max havde også lavet en scene, der bevirkede at han var blevet hjemme, så det bare var Angelina og ”plejesønnen” Baros, der var med. Maden på hotellet er et kapitel for sig. Den er ikke ringe, den er bare over hovedet ikke ”grøn”. Vi fik supper til forret, og de smagte godt, og så kød, kartofler i en eller anden form og en sauce – ikke noget med en grøn dusk, eller en grøntsag til at peppe det lidt op, men de andre gæste så ud til at nyde det i fulde drag. Desserterne var gode og velsmagende. Lørdag morgen var jeg ude at løbe med Baros kl. 6.10 bankede det på døren ”om jeg snart var færdig”, og så gik turen op ad landevejen gennem diverse hårnålesving og helt op til den store dæmning. Anlægget og den kunstige sø var så stor, at der sejlede en hjuldamper rundt deroppe – efter et par minutters hvil, løb vi retur og for at Baros på 19 ikke skulle kede sig for meget, sendte jeg ham af sted i sprint to kantmærker frem for at returnere til mig og gentage succesen. Han ville ikke være ved det, men det var lidt hårdt for ham. Til morgenbordet sang vi fødselsdagssang for Wim og sad længe og nød det, inden vi tog af sted til Rammelsberg minemuseum. Det var en stor oplevelse, for normalt, når man er i en mine, bliver der bare fortalt en masse om hvordan det var, her blev der faktisk også vist, hvordan man sprænger og hvordan dynamitten placeres og så videre, men ikke nok med det, den gamle fabrikshal stod stadig med alle maskinerne til sortering osv. af den malm, der blev udvundet og et fantastisk museum om arbejdsforhold, fortid og fremtid. Museet spillede på alle sanser, det visuelle og det audiovisuelle, hvilket gav en helt speciel oplevelse og forståelse for minens arbejdere og deres liv. Klart et sted der kan anbefales. Så gik turen videre til Goslar igen. Vi skulle se optoget i forbindelse med skyttefestivallen. Det ene musikkorps, danseskole, bilforhandler, sportsklub og skydeforening efter den anden gik i optog gennem byen med bannere og uniformer, for selvfølgelig har alle foreninger uniform i Tyskland, eller var det mon bare i Hartzen? Det er mærkeligt at der er så stor forskel på adfærd, når der faktisk kun er et par timers køretur mellem os og dem… Men på en måde er det lige præcist den slags, der gør, at jeg føler, jeg er på ferie. De har en specialitet i Harzen, bretzl – en stor brødkringle og så kunne man få den med rigtig bauern schinken und käse – genialt, men stadig uden noget som helst grønt. Sidst på eftermiddagen, da vi var kommet tilbage til hotellet, spillede de unge kort på terrassen med Carolien, mens Henny, Wim og jeg gik tur – jeg havde set at man kunne komme op til toppen af bakken – Kästen Haus, en tur på 5 km stejlt op ad bakke. Det havde regnet om natten, så der var mange små bække, der strømmede ned langs bjergsiden mellem bregner og andet grønt, det gav en vidunderlig duft i den varme vind. Da vi nåede toppen blev vi belønnet med en fantastisk udsigt ud over hele Hartzen. Egentlig var det ikke så højt oppe, ca. 580 meter, alligevel giver det et specielt sus, når man står på toppen og kan se 360 grader rundt. På vejen ned fandt vi bruskhatte, men ikke rigtigt nogen spiselige svampe – måske havde de gemt sig.. Ved middagen fik Henny en Abraham af Wim og Carolien, det er hollandsk sædvane at give en Abraham eller en Sara alt efter kønnet, når de 50 år rundes. Denne Abrabam var af papmaché og raslede lystigt af mønt. Efter middagen kørte Carolien og Wim ungerne ind til Goslar, så de kunne besøge det kæmpestore omrejsende tivoli med pariserhjul, radiobiler, øl, is osv. Henny og jeg blev og nød en kop kaffe udenfor på terrassen. Det var bare dejligt og da alle var hjemme igen, slog vi os ned i baren ved siden af rustningen, med et par solide drinks. Vi nød hinandens nærvær og fik vendt mange problemstillinger. Det er skønt at være sammen med mennesker, man har kendt så længe, vi kender hinanden ud og ind, så vi kan gå lige til kernen, og vi forstår spontant, fordi vi kender hinandens familier og baggrund. Guld værd at vedligeholde sådanne venskaber, der i vores tilfælde har overlevet i snart 30 år, på trods af afstanden mellem Holland og Danmark. Det var godt at baren lukkede lidt over 12, for ellers var vi nok aldrig kommet i seng! Så var det søndag morgen og vi skulle hjem – lidt vemodige tog vi afsked efter en lidt sen morgenmad, og kørte hver sin vej tilbage til vores ”hverdagsliv”. Turen tilbage tog bare 6 timer i roligt tempo med et enkelt pit stop ved grænsen, hvor jeg for første gang og forhåbentligt også sidste var i Scandinavian Park. Jeg bliver i så dårligt humør, når jeg ser på alle de kæmpestore mennesker, der uden synlig skam læsser sodavand og slik ned i vognene, jeg forstår ikke, at de ikke selv kan se, at den livsstil ikke holder på sigt. Heldigvis ved Henny og Phillip at jeg har det sådan, så vi skyndte os igennem med et par gode tilbud på vin, vand og øl samt mandler – til festen lørdag, når vi nu alligevel kom forbi. http://www.koenigreich-romkerhall.de