Jeg beundrer disse kølige, smukke kvinder, der altid har håret siddende perfekt, tøjet ser nystrøget ud og i det hele taget emmer de bare af klasse. De har en eller anden evne til at kunne skabe sin personlige og helt ufravigelige stil. Tag for eksempel Jackeline Kennedy eller kronprinsse Mary, og der er bare rigtigt mange flere og meget mindre kendte, ikke desto mindre kan de bare det der, med at være feminin og kvinde som for eksempel Britt, Birgitte og Helle.

Jeg kan bare ikke finde ud af det, for jeg vil ud at løbe, vandre i bjerge, rafte, grave have osv. og så bliver man per definition bare svedt, og det lady like forsvinder som dug for solen. Men jeg vil også have en del af dette feminine, kvindelige liv, så jeg har altid haft jobs, hvor jeg skal se pæn og præsentabel ud, og det gør jeg så. Hælene er blevet lidt lavere med alderen, men ellers står den på jakkesæt og nydelig, selvom jeg forsøger, kan jeg ikke lade være med at signalere noget fanden i voldsk drenge-agtigt, for det er en stor del af min personlighed.

Da Britt forleden skrev til mig, at hun og datteren Cecilie var blevet opfordret til at hjælpe med træfældning osv. ved deres lille hus i Théoule sur Mer midt i middagsheden, hvor kvinder, efter hendes bedste overbevisning, har bedst af at sidde i skyggen med en roman eller et godt blad. Det var endt med en større diskussion om forskellen på mænd og kvinder, hvor sønnen, Thor, og ægtefællen, Roar, måtte give op for den kvindelige evne til at resonere logisk. De måtte selv gøre arbejdet, eller vente til solen var gået ned.

Det er her jeg fandt forskellen eller måske opskriften på, hvordan de gør det, disse i mine øjne, superkvinder. Som jeg skrev tilbage, ville jeg jo bare have kastet mig ud i projektet, forsøgt at løfte mere end mændene, være hurtigere til at tømme trillebøren, klatre højst op i træet for at skære grene ned, mens mit hår blev mere og mere vådt af sved og makeup’en langsomt ville begynde at glide ned af kinderne. Jeg kan slet ikke styre mig, det er bare fuld fart frem indtil jeg segner. Jeg vil forsøge at sige nej, til at hjælpe Henny med de tunge ting, hvis det er for varmt eller bede ham om at finde en anden.

Faktisk forsøgte jeg mig allerede i går, jeg spurgte om ikke han kunne tage den tunge kuffert op på 1. Sal – han kiggede lidt, men har ikke opdaget mit foresæt endnu, tror jeg. Og måske skal jeg også bare nøjes med at beundre de feminine, lady like kvinder, lade være med at prøve at efterligne dem og være mig selv, denne mærkelige blanding som Phillip min søn, kalder for drenge-pige. På et tidspunkt sagde han til mig, at jeg for ham var den kvindelige Indiana Jones – at uanset hvor pænt jeg klædte mig, og hvor godt jeg så ud, så var jeg kun den rigtige mor, hvis jeg havde mine forvaskede afklippede cowboy shorts på og store vandrestøvler.

Faktisk føler jeg mig stærkest, når jeg tumler rundt i og med naturen eller et byggeprojekt, men jeg kunne heller ikke undvære min daglige færden på chefgangen. Det er den perfekte kombination for mig, om end den ikke er så forståelig for specielt mine kvindelige kolleger, for deres hoveder fungerer helt anderledes kvindeligt. De mandlige kollegaer ved ikke, om jeg er komisk eller fantastisk, men så længe jeg lever op til deres forventninger arbejdsmæssigt, er de faktisk også ligeglade, ganske forståelig maskulin tankegang.