Merethe, ved du overhovedet, hvor vi er henne? Kom det fra vores Parisiske ven, Hedi, der rimeligt trygget forsøgte at overvinde frygten for det ukendte – i dette tilfælde en kornmark – så Enak på 7 ikke også skulle blive bange. Og ja, jeg vidste selvfølgelig godt, hvor vi var. Men stien var blokeret af et hegn, så vi måtte gå uden om. Henny og jeg skridtede pænt ud på diget der afgrænsede marken og skoven, ned langs med hegnet. Ikke noget stort problem, men der var selvfølgelig lidt brandælder og noget hindbærkrat, der skulle trampes ned, så det ikke stak og brændte vores venner fra stenbroen.

 Tu vois la campagne, Enak? Gentog Hedi flere gange, og Enak syntes det hele var rigtigt spændende – Hedi spurgte hvor den nærmeste hæveautomat lå, for sjov, men alligevel?!

Vi fortsatte rundt om indhegningen, klatrede lidt på træstammer – Pas på Enak, han falder ned, sagde Hedi – nej, han falder ingen steder, han skal bare have lov til at nyde og udforske naturen og sine egne grænser, svarede jeg.

Jeg har aldrig vidst, at Hedi ikke færdes hjemmevandt i natur. Jeg ved han er vokset op i storbyer, men også at han havde en bedstemor fra Céret i Pyrenæerne, så jeg troede han var vant til at gå i bjerge og på ”pistes découvertes”, som er stier, der i er relativt smalle, stejle eller på anden måde ufremkommelige. Men jeg tog fejl. Og det komiske var, at Hedi var bekymret for Enak, hvilket ikke var nødvendigt. Enak nød selvfølgelig spændingen og alt det nye i fulde drag.

Da vi kom tilbage til hovedstien, åndede Hedi lettet op, men kommentaren, pyh, nu nærmer vi os civilisationen igen – herligt. Og som en bekræftelses ringende min mobil i samme øjeblik. Jeg tror faktisk ikke, at Hedi var sikker på, at jeg vidste, hvor vi var!

Enak og jeg kiggede på hinanden, og satte i løb op mod enden af stien. Enak grinede over hele hovedet og nød friheden langt væk fra Paris.

Der går sikkert noget tid, inden jeg får Hedi med ud på tur igen…