Til frokost talte vi om sundhed, børns sundhed. Om hvorvidt det er OK at dele flødeboller og slik ud i børnehaven/skolen, når der er fødselsdag osv. Der kom jeg godt nok i undertal, for det synes jeg nemlig, i modsætning til mine unge kollegaer, ikke er en privat sag, fordi der er tale om ”det offentlige rum” og er der børn, der ikke skal have eller må få slik osv., så skal der heller ikke deles slik ud.  

Det er selvfølgelig ikke første gang, jeg får rodet mig ud i sådan en diskussion, faktisk er der så mange, der har en fuldstændig ligegyldig holdning til sundhed, specielt mens de selv er helt unge og inden de selv får børn. Bemærkninger som: ”jeg har da spist mange chokolade- og 3 stjernet salami-madder”, høres ofte, og hvad skal man så sige? Jah, måske kan du ikke lige se det, men du har faktisk en ret uren hud, måske skyldes det ophobede farvestoffer eller for stort indtag af umættede, hærdede fedtstof? Det er selvfølgelig ikke lige til at bevise, så jeg holder som regel bøtte, for det kan opfattes som en kritik af det personlige ydre – og der skal jo være plads til alle, store og små, tykke og tynde…

Et relativt fornuftigt argument blev ført på banen, nemlig: ”hvor mange fødselsdage kan det dreje sig om – max 2-3 om ugen, hvis det er børnehaven, mindre når ungerne kommer i skole?!” Jeg ved, at jeg er radikal i dette spørgsmål, men jeg mener, at vi ved at give slik til fødselsdage er med til at skabe social præcedens – ”der deles altid slik ud, når der er børnefødselsdage!” Vi er med til at skabe en sukker-afhængighed, som man, på det seneste er begyndt at sammenligne med anden afhængighed, f.eks. cigaretter og alkohol. Og vi forsøger jo alle at holde alkohol og tobak væk fra vores børn.

Jeg var dum nok til at sige, at der jo også var vægtproblemerne, der skulle tages i betragtning. Det faldt heller ikke i god jord, næh, man kan bare sørge for at børnene dyrker motion, så ses det jo ikke, men siger jeg så, du bliver under ingen omstændigheder sund af at spise usundt, uanset om det kan ses på vægten eller ej. Den blev heller ikke købt – ”jeg har da spist masser af alt det forkerte, og min læge siger, jeg er i fantastisk form…”

Jeg mener, mine ellers fantastisk dygtige kolleger ligger under for ungdommens overmod og manglende vilje til at se ud i fremtiden. Og de mener sandsynligvis, at jeg er gammeldags og overbekymret, måske endda for socialistisk, fordi jeg ønsker at ”begrænse den ”personlige frihed til at spise, hvad man har lyst til!”

Faktisk havde Hedi, Henny og jeg den samme type diskussion i går aftes. Jeg synes, at Hedi skal tænke mere på hvad Enak spiser. Enak spiser nemlig mange forskellige ting, men Hedi sørger samtidigt ikke for at undgå, det hvide brød og pasta, kiksene og frugtyoghurten, som omdannes til sukker på et øjeblik, og som får blodsukkeret til at gå af mok. Der er skrevet op og ned af stolper, om den forandring der sker med børn, der får andre spisevaner. De kan lige pludselig koncentrere sig om at lære nye ting, deres humørsvingninger forsvinder og de får en bedre hudfarve, færre bumser og meget meget mere. Og Enak er meget meget aktiv og har svært ved at koncentrere sig og lære nye ting.

Hedi synes ikke det er så farligt, Enak får næsten intet usundt. Enak havde fået is, chokoladekiks, frugtyoghurt, hvidt brød med rejeost, men også en banan og en pære – jeg blev helt skidt ved tanken. Drengen mangler jo fiber, og jo, han vil selvfølgelig gerne have kiks og is, men hvis der ikke er kiks og is, så spiser han sikkert noget andet – det har Phillip, der nu er 17 altid kunnet, og nu kan han selv mærke, når han et par dage har drukket sodavand og spist for meget sukker og andet junk. Og en anden ting, tænk hvis det faktisk havde den positive indflydelse på Enak, så han bedre kunne tilegne sig nyt? Hvorfor ikke forsøge, hvis der ikke skal mere til? I værste tilfælde vil der være tale om status quo på opførsel, men et sundere barn som helhed.

Jeg er ingen helgen, jeg spiser også usunde ting, men jeg gør det så sjældent som muligt. Der er jo heldigvis ingen tvang til at spise hverken kage eller slik, selvom du er til fødselsdag. Det kan jeg styre, for jeg er ”voksen” og ved hvad de forskellige ting indeholder, det gør børn jo ikke. Det hele handler om at det skal være en vane, en rigtig god vane at spise sundt til hverdag. Faktisk forsvinder den kompulsive trang til noget bestemt f.eks. slik, chips eller kage, hvis man i lang tid ikke spiser det. Og nogle gange er man bare heldig, at ens smag har forandret sig, således at man ikke engang kan lide smagen længere…