I går da jeg kom hjem fra arbejde, for jeg lige op på badeværelset, fandt tættekammen frem og gik i gang med at rede mig – og ja, nydelige små gråbeige lus faldt ned i vasken.

Da Enak og Hedi kom på besøg for 6 dage siden, fortalte Hedi at Enak havde fået lus. Men i og med at vi i min familie har været rimeligt uimodtagelige, Phillip har kun haft ét angreb som lille, og at Enak og Hedi havde fået første kur, tog jeg det ikke så tungt. Jeg burde have været mere opmærksom.

Hedi sagde at han havde tjekket Enak og der var ikke flere, men da jeg gik ham på klingen, havde han ikke undersøgt både morgen og aften – sådan er det, når folk ikke lytter for, jeg havde fortalt, at det var enten kur eller balsam 2 gange om dagen og i minimum 7-8 dage pga. tiden der går fra at æggene lægges til de klækkes. Heldigvis havde Hedi stadig meget ”gift”-shampoo, så jeg tog en ordentlig tur. Så var det videre med alle håndklæderne, sengetøj og lagner osv. osv.

Nu når jeg alligevel var i gang og i dårligt humør, fik jeg også lige afløb med støvsugeren, inden jeg gik i gang med aftensmaden. Jeg faldt om i min seng efter en lang diskussion om hygiejne, kost og almen børneopdragelse, da klokken var 24. På det tidspunkt havde Enak flået et gardin ned, skreget og gentaget samme sætning i mere end en time. Lige inden jeg lukkede øjnene, tvang jeg mig selv til at huske på, hvor dejlig og Mogli-agtig den lille Enak er, når han hopper glad rundt og leger.

Her til formiddag blev jeg så ringet op fra receptionen,” om der var noget i vejen, fordi jeg havde set så trist ud da jeg kom i morges?” mig der ellers altid kommer ind af døren med et stort smil (jeg havde endda sagt godmorgen). Hvor blev jeg glædeligt overrasket over sådan en omsorg – tænk at være så heldig. Jeg kunne berolige med, at der ikke var noget i vejen, men at jeg havde gæster fra Frankrig, havde fået lus og havde gjort hovedrent, siden jeg gik derfra i går eftermiddags kl. 16:30.

Enak og Hedi bliver i 4 dage endnu, det virker som rigtigt lang tid lige nu, hvor jeg bare ønsker at være alene derhjemme, men jeg ved, at jeg vil savne dem, når de er rejst uanset besværet med ekstra rengøring, lus og skrigeri.