Den lune regn vælter ned. Det lyner og buldrer helt tæt på. Jeg kan ikke lade være med at tælle sekunderne fra lynet til braget. Det minder mig og barndommens teltture sydpå, hvor der var rigtigt mange lyn og brag, de få gange det var uvejr. Og så kom der også rigtigt meget vand – nogle gange skrabede vi en rende, så vandet kunne løbe som en lille å gennem teltet. Og så var der jo selve voldgraven udenom. Det må man ikke mere – grave voldgrav altså – det vil lejrcheferne ikke have – eller rettere, der hvor jeg har været, har det været forbudt!

Det har regnet nu i flere timer, men begynder at lysne mod sydvest. Jeg håber, det bliver godt vejr til i eftermiddag, hvor jeg har fri og gerne ville løbe en tur, for den aflyste jeg her til morgen og fik en halv time ekstra på øjet. Skønt at kunne trække tiden lidt ud i en varm seng ved siden at den, jeg elsker, og så bare lytte til regnen og bilernes sjasken i pytterne, når de kører forbi.

Blomsterne i haven er garanteret godt tilfreds med regnen, de har tørstet længe, selvom de lige nu tungt bøjer hovederne, tunge af regnen, det skal jeg som sædvanligt huske at lægge mærke til, når regnen holder op. Det er ligesom en Askepot, der ryster støvet af sig og forvandler sig til en fin dame. Når vandet når ned til rødderne og regnen holder op, så retter alle planterne sig struttende op, nærmest som genfødte. Det føles som et lille mirakel, du får lov til at opleve.

Og mirakler er gode at samle på, også selvom det er hverdagens små mirakler. Det hjælper mig til at holde fokus på det nære og benene solidt plantede i jorden, så jeg kan give mine tanker fri, uden at jeg bliver væk.