I går eftermiddag, da jeg kom løbende i den lune regn ned forbi dyrehaven, som jeg plejer, så jeg to små ører stritte op – en hare, tænkte jeg, men da jeg kom om hjørnet og kunne se ind gennem hjulsporet, så jeg til min forbavselse, at det var en hjort. Jeg ved god, at hjorte ikke er så store, men alligevel, måske er kornet bare meget højt eller måske gammeldags almindeligt?

Jeg glemmer ofte, at afgrøderne ikke længere er som før. Hvem kan egentlig huske, hvor højt kornet var for bare 20 år siden den gang, hvor der kun var få marker med stråforkortet korn? Men jeg målte efter på tilbagevejen – hveden gik næsten op til livet, så hjorten var ikke så lille endda, men kornet var om ikke øko-korn, så i hvert tilfælde heller ikke stråforkortet. Det er længe siden, jeg har set det på markerne omkring os.

Når man tænker mere over det, må dyrkningen af alt det stråforkortede korn have ligeså store konsekvenser for dyrelivet på markerne som vi selv har helbredsmæssigt. De eneste vindere, må være landmændene, så længe vi bliver ved at købe varen.

Jeg har faktisk aldrig tænkt så meget på naturen, som efter jeg har fået jagttegn. Jeg ser på naturen på en anden måde. Mere som et spisekammer, vi skal værne om, hvis vi ikke på sigt vil spise tubemad. Vi bliver nødt til at vælge økologien og betale, hvad det koster, for de langsigtede omkostninger er uoverskuelige.