Her til morgen føles det næsten som om, jeg lige er startet efter en lang ferie. Det kan være fordi, i går aftes var så meget anderledes end de sædvanlige aftener. Vi havde nemlig aftalt at tage motorcyklerne en tur ned til Bøgeskoven på Stevns for at få en kop kaffe eller en øl. Kim ville komme og køre med, og så blive til middag bagefter. Det var en dejlig tur ud langs markerne og ned langs Køge bugt i det fineste solskin. Jeg fik lov til at køre i midten som sandwich. Jeg synes, det er så fantastisk, at de gider køre sammen med mig, når nu min motorcykel ikke kan køre så hurtigt. Jeg følte mig hel høj mellem den store Suzuki tour maskine og den fede Harley bagved – andre har sikkert moret sig over den komisk sammensatte række af motorcykler. Kun en lille hage, der var mange, rigtigt mange, blomster hvepse, eller hvad de nu hedder disse små stribede fluelignende kræ, der ikke stikker. Da vi kom ned til traktørstedet ved Bøgeskoven ville vi sidde ude og nyde vejret og udsigten. Det var umuligt. Vi blev nærmest overfaldet af disse blomster hvepse, de satte sig på hænderne, i øjnene, på og i hjelmene osv. så vi gik ind og satte os overbeviste om, at dette fænomen kunne være noget i lighed med ”The Birds”, så vi tog ingen chancer. Traktørstedet viste sig at være rigtigt godt besøgt, og Kim og Henny inspicerede lige buffeten, der blev godkendt, så en anden gang vil vi måske også blive og spise. Nu tog vi hjem til os på terrassen, hvor vi kunne sidde ude og nyde vejret og en dejlig middag uden plagsomme smådyr. Endnu en af disse danske sommeraftener, der minder om de sydfranske, som vi sådan længes efter. Vores cikader er også kommet igen. Så da Kim tog hjem, blev vi siddende en stund til på terrassen med et ekstra glas vin, mens vi lyttede til stilheden og indsnusede duftene af sommer i Danmark. Der er intet så skønt som Danmark, når bare vejret er godt!