Jeg er ikke udpræget en drømmer, men når jeg har muligheden, så lader jeg mine tanker strømme frit. Lige før sad jeg under den sorteste sky, jeg længe har set – det regnede ikke, så jeg sad og ventede på, hvornår det ville stå ned i stænger. Som så ofte før viste det sig, at man ikke skal bekymre sig, for løser problemerne sig selv, hen ad vejen.

Mens jeg sad og frygtede, hvornår regnen kom, tænkte jeg på, hvad en mus ville tænke på i samme situation. Ville den være bange for at musehullet styrtede sammen? Der er jo ikke nogen forsikring, der kunne hjælpe den, bare hårdt arbejde med at skabe et nyt hul! Og hvis musehullet styrtede sammen, ville hele musens forråd så være tabt? Og hvad hvis museungerne var alene hjemme, ville de så omkomme i jord- og vandmasserne?

Og hvad ville en kvinde i et tørkeramt U-land tænke? Ville hun være bekymret, eller bare fuld af håb, ved udsigten til at det ville regne? Og så i øvrigt være ligeglad med, om der kom så meget vand, at det oversvømmede hendes hytte, og at hun således ville miste den smule hun ejede? Eller ville hun være splittet mellem håb og frygt?

Vi er bare så heldige, vi mennesker i den ”rige” del af verden. Vi har gennem tiderne opbygget systemer, der tager sig af os og vores medborgere, når ulykken rammer, systemer, som sikrer, at vi ikke skal starte forfra som en mus eller en kvinde fra et U-land efter hvert større regnskyl. Vi skal bare læne os tilbage, lade os behandle og vente til alt igen er stillet til vores rådighed.

Vi er så forkælede, at vi kan ærgre os over tabet af materielle ting med affektionsværdi – mens den fattige kvinde kun kan forsøge at holde sig i live ved at se fremad, og lukke af for fortidens ubærlige minder. Og musen, ja, den dør måske i vandmasserne, eller også dør den fordi vinterforrådet er gået tabt…