Hvor er det skønt, at kunne glædes over lidt… Jeg har det godt, min familie og venner har det godt, jeg har løst et par sjove opgaver på jobbet og så skinner solen igen.  Måske skyldes det gode humør også udsigten til ferie om halvanden uge. Det kan jeg ikke afvise. Der er bare altid en lille slange i paradiset.

Min far sagde for leden dag, at han mente, jeg ville nå for mange ting, og at jeg ville blive (for ikke helt ærligt at sige, at jeg var) stresset. Men han tager fejl. Jeg er bare nogle gange træt af og sur over at skulle være den, der fylder hullet ud/ løser opgaven, når andre kommer til kort!

Forleden kom en kollega og spurgte om jeg ikke lige kunne gøre dit og dat i forbindelse med et socialt arrangement, for det var jo ikke således at vedkommende skulle gøre det hele selv… næ, det kan vel være rigtig. Men nu kunne min kollega have spurgt om dette for en måned siden, i stedet for i sidste øjeblik, specielt når vedkommende selv havde sat aktiviteten i gang – og ikke havde bedt andre om at deltage i planlægningen. Jeg ved, det er dumt, men jeg blev virkelig sur, så sur, at det har taget det meste af weekenden at komme videre. For hvordan kan man bare tro, at man kan søsætte uden at følge til dørs? Og så alligevel lykkedes det mig at arrangere noget logo-tøj og merchandise, så det hele ser tjekket ud.

Nu kan jeg komme videre, men næste gang vil jeg være forberedt på at skulle tage over – er vi så enige om, at det er sidste gang du fucker med mig, som det lyder i sangen.

Tirsdag aften skal jeg på skydebanen, og så får jeg den sidste rest af aggression ud af kroppen, så skal jeg bare overbevise min bekymrede far om, at alt er i skønneste orden.