Lavendelhøsten er en af de opgaver, jeg ser frem til hvert år. Hver gang jeg går forbi lavendler, er jeg nødt til at stikke hånden ned i busken og ruske den lidt, så den fine lavendelduft spreder sig. Jeg elsker duften af lavendler. Så når jeg lavendler, bliver jeg hel høj af den overvældende duft.

Det er hårdt og langsommeligt arbejde at høste lavendler, for jeg har en 12 -15 kvadratmeter i forhaven. Først skal planterne klippes ned, og så skal man pille blomsterne af hver enkelt stængel. De fleste høster ikke lavendler her i Danmark, de klipper dem bare ned og smider blomsterne ud, men jeg nænner ikke at smide de fine små blomster på kompostbunken. Jeg laver små duftposer fyldt med lavendler og jeg fylder skåle, som står rundt om i huset og dufte af sol og Sydfrankrig, indtil julen tager over med dufte af gran, kanel, stjerneanis og nelliker.

En veninde fortalte, at man også kan lave lavendelvand, der bl.a. kan anvendes i kager eller til strygning – og der er sikkert mange flere anvendelsesmuligheder, som jeg ikke kender til.

Jeg voksede op i en tid, hvor husmødrene stadig var delvist selvforsynende. Husmødrene syltede, slagtede og tørrede alt muligt, og i store mængder, på trods af at de også havde fuldtidsarbejde. Det lå dybt i alle, ligesom man også strikkede, broderede og syede tøj. Kun den dovne har ledige hænder, hed det i min familie. Og jeg elskede tanken om at være selvforsynende, så jeg syltede, slagtede og tørrede også frugt, grønt og urter, da jeg flyttede hjemmefra.

Men selv stædige ideologer må på et tidspunkt sige fra, som verden ser ud i dag. Jeg hverken slagter eller sylter i stor stil længere, men jeg har valgt nogle få ting ud, som jeg forsætter med at fremstille, fordi jeg sætter pris på selve resultatet og hygger mig med opgaven.

Det er tilfredsstillende at være selvforsynende, man skal bare huske at være det af lyst og ikke af pligt, og vigtigst af alt, skal man ikke lave mere, end man har brug for og tid til, for som sagt det tager tid at være ideolog.

Til gengæld giver det en fantastisk tilfredsstillelse, når man kan give en duftpose med lavendel af egen høst til en veninde, sætte et glas syltetøj fra egen have frem til pandekagerne eller servere pesto lavet af ramsløg hentet i skoven på bordet til tapas. Det giver fryd og mening og samtidig får man afløb for urinstinktet som forrådssamleren i familien.