I tirsdags bestilte jeg Meyers ”Salatværkstedet”, den seneste af en lang række inspirerende kogebøger, og jeg har glædet mig til at kunne bladre i bogen lige siden. Den kom med posten i går, flot indbundet og lækker at røre ved, men jeg havde ikke tid til læse i den. Det føltes som æslet, der stædigt følger efter guleroden, men aldrig når den, fordi den hænger for enden af en pind, som rytteren holder foran dens mule. Men her til morgen i toget kunne jeg fordybe mig i bogen.

Claus Meyer er en sand madkunstner, og han har altid noget på hjertet. I Salatværkstedet lægger han vægt på at gøre salaten i sig selv til en totaloplevelse, i stedet for at ”bare” at være et sundt tilbehør. Og så er bogen selvfølgelig inddelt efter årstiderne, så de anvendte råvarer er til at få fat i, men så råvarerne også er på toppen.

Nu glæder jeg mig så til langsomt men sikkert at ”smage” min familie og jeg igennem denne smukke bogs opskrifter og blive lidt klogere på begrebet ”salat”. En konsekvens, jeg allerede har set, er, at de færdige dressinger af mere eller mindre lødig kvalitet må forsvinde ud af mit køleskab. Sikkert ikke noget stort savn, for så ville vi oftere bruge nogle af de fantastiske olier og eddiker, jeg alligevel ikke kan lade være med at købe. En anden er, at rugbrød nu også kan blive til croutoner – og hvorfor ikke som Meyer opfordrer til, lege med krydderierne og olietyperne i forhold til rugbrødet? Og så er der udskæringerne af grøntsagerne – det er lige så vigtigt for en god salatoplevelse at grøntsagerne er snittet, skåret, hakket, revet, så de indbyrdes spiller op mod og med dressingen.

Med denne bog i hånden og køkkenet er en ny verden åbnet, og på den måde bliver det ved med at være spændende at tilberede, servere og spise salat – håber jeg!