Vi havde forberedt os på alverdens små behov, overså kun en enkelt lille ting eller to, men mistede alligevel rygsæk med pc, mobil, pas, billetter, adressebog, kalender og usb-sticks, for ikke at nævne den bog og de blade vi ville læse på bus og tog-turen fra Girona til Olette. Vi havde god tid, fra vi havde fået vores bagage, til bussen til Perpignan afgir, ca 1,5 time.

 Jeg hentede vand til os og lidt snacks, mens Henny passede på bagagen. Da jeg kom tilbage, faldt vi i snak med Jytte Buhl, en dansker bosiddende i Montner. Det var fantastisk hyggeligt at sidde og sludre om verden og Pyrenæerne i særdeleshed. Jytte og hendes mand havde boet her siden 1988 – de havde gjort det, vi så gerne vil. Så kom formanden for ”den danske forening i Pyrenæerne til, Paulli Martin snakken gik endnu videre. Flere rejsende kommer til, for nu er der kun ca. 5-10 min til bussen kører.

 En fed pige sidst i 20-erne kommer forbi, taber en nøgle, så en til – vi råber alle sammen, Madame, vous venez de perdre vos clefs – men hun går videre, Jytte og jeg rejser os begge for at samle nøglerne op – alle kigger efter os, for at se om kvinden får nøglerne retur – det gør hun, selvfølgelig, vi er vel hjælpsomme – jeg ser mig tilbage, og min lille rygsæk er væk, den med alle de ”livsvigtige” fornødenheder, arbejds-pc, mobil osv. Alle råber op, Henny render i den retning kvinden forsvandt, jeg render til lufthavnspersonale, der sender mig videre til politiet. Jeg render tilbage til bussen, får resten af vores bagage, og aftaler med chaufføren, at vi tager næste bus. Tilbage til politiet, får vi forklaret præcist, hvad der er sket. Vi afløser et hollandsk ægtepar, der lige har været ude for samme oplevelse. Men da de spørger, om vi skal med på den hollandske ambassade i Barcelona, så er jeg lige ved at give op – vi skal til både den danske og den hollandske siger jeg. Jeg fik medlidende blikke, og så skal vi jo først til at lave rapporten.

 De spanske betjente var virkelig søde, men de kunne ikke meget engelsk eller fransk – nærmest ingenting, og lige i det sekund talte jeg meget lidt spansk. Jeg var for at sige det helt ærligt, rædselsslagen over, hvad der var sket – jeg, der altid går med livrem og seler, men som har et hjælpsomt hjerte, var blevet snydt så det bragede.

 Med rapporten i hånden gik turen til Ryan Air, vores retur billetter/bording pas var jo væk. Ikke noget problem, vi kunne komme tilbage på vores kørekort, bare vi fik printet vores bording pas ud igen – smal sag uden pc! Men så langt så godt. Svedte og stadig oprørte kommer vi ud til busholdepladsen igen. Der er ca. 30 minutter til bussen går. En sød pige lidt yngre end os, sidder med en del bagage spredt omkring sig. Jeg siger, at hun skal passe på, for vi har lige osv. Osv. Hun er tysk fotograf, bosiddende i London, og på vej til fotomesse i Perpignan. Vi får en lang samtale om løst og fast, samt tyveri og om det at miste i almindelighed. Hun siger, at nu, er begyndelsen på et nyt liv, fordi jeg/vi har mistet så meget. Sød tanke og faktisk det eneste, man kan sige i den situation. Klog pige.

 Men vi har vores penge og vi har vores kreditkort, så jeg ringer til vores ”franske forbindelse” og får Hedi til at spærre vores franske checks, og sørge for at få sendt kopi af motorcykelforsikringen til Nyer – vi havde nemlig den lille vignette, der skal sidde på motorcyklen med i rygsækken. Og jeg ringer til min far, så han kan spærre for homebanking – jeg havde nemlig koden med på et stick- Ingen kommentarer tak, jeg opbevarer aldrig pc og stick i samme taske mere!

 Hennys telefon er ved at løbe tør for batteri, og opladeren, lå selvfølgelig også i rygsækken, så vi beslutter at ringe til Nicole og Patrick for at høre, om de vil hente os i Perpignan kl. 19 – de er hjemme og de lover at komme.

 Velankomne til Perpignan, skynder vi os ind til købmanden og får lidt vin, ost og brød – og så kommer Nicole og Patric og henter os – problemet er nemlig, at vi på dette tidspunkt ville strande i 25 km fra Nyer, vi er ca. 4 timer forsinkede.

 Men Nicole og Patric, som de fantastiske mennesker de er, organiserer en let middag hos dem, inden de kører os det sidste stykke til Nyer. På trods af alle problemerne, bliver det en rigtig hyggelig aften, hvor vi får talt om 1000 ting, præcis som vi plejer. På vejen hjem henter vi benzin til motorcyklen – just in case. Og til midnat er vi endelig hjemme.

 Nu orker vi bare ikke mere, tager en stor whisky sjus med i seng og falder døde om – med den gode smag af Shivas 12 år i munden, en gave fra Anni og Vagn, mor og far, som de havde ladet stå fra påsken.