Klokken er kvarter over syv på en søndag morgen midt september, hvor det tegner til at blive fantastisk vejr. Mosekonen har brygget og det uigennemsigtige bryg ligger som vattotter spredt hen over landskabet. Fugten har sat sig på spindelvæv og i græsset, der af og til stråler som diamanter, når solen når ned til dem. Blade på træer, der er kantet med vanddråber, visne blade, der er faldet til jorden, bær, der sidder indtørrede tilbage på buske og træer. Alt dette får hele landskabet til at se ud som en scene fra et eventyr. Jeg er den eneste aktør, helt alene løber jeg gennem mosekonens værk og føler kulden og fugten på kroppen, mens jeg aner solens begyndende varme på hovedet – en sær fornemmelse. Jeg tænker på jul med guld og glimmer og de små gnomes eller nisser og alfer, der lever i denne fortryllede verden – en verden med overflod og rigdom. Det må blive en god dag, tænker jeg.

En time efter er jeg hjemme igen, nu er der ikke meget bryg tilbage, kun spredte banker ud over markerne er tilbage. Solen har fået fat og skinner ind af vinduet, mens jeg sætter vand over til kaffe og rister brød. Vi skal til riffelprøve og jeg er lidt nervøs – men denne start på dagen giver mig det overskud, der skal til for at holde åndedræt og nerver i ro. Jeg sætter de 5 skud i skiven / på dyret, som man skal. Og det samme gjorde Henny, så nu er det tid til at tage hul på næste etape af vores liv – vores liv i naturen, som jægere og naturelskere. Tænk at gå side om side en morgen som denne, hvor mosekonen har været på spil, hvor alle lydene ligesom forstærkes og mærke solens stigning på himlen, gå ud over markerne og vide at hvis du ser et dyr i skudafstand, så har du aftensmad den eneste gevinst, der er stor nok til at modsvare det storslåede sceneri. Hvilken fryd det må være!