At scenen var sat allerede på vej til ferniseringen, bemærkede jeg først på turen hjem. Jeg var inviteret til fernisering på udstillingen ”KUNST OG PSYKE, hvad gør min kunst ved mig som menneske?”, på Rønnebæksholm.

Normalt når man kommer til fernisering, møder man mennesker i det stiveste puds eller om ikke andet stylet, så de matcher det, de gerne vil identificeres med. Her myldrede det frem med mere eller mindre skæve eksistenser og de ”normale” gæster var klart i undertal. Ingen plads til wannabes, dette var ægte mennesker, der turde være og vise sig selv.

Udstillingen var kommet i stand gennem et samarbejde mellem Unge Møde Stedet i Næstved, Centerterapien, Psykiatrien i Vordingborg og PsykInfo Region Sjælland. Min veninde Lone underviser i terapien på Oringe og flere af hendes elever var med på udstillingen, hvilket var min indfaldsvinkel til at møde op.

Efter den officielle åbningstale, læste Ditte Kunkel Klitmøller lop fra sin digtsamling ”Rottegift og støv”, hårene rejste sig på armene. Hendes beskrivelse af optakten til et angstanfald var så malende, at jeg spontant mærkede et strejf af den rædsel, smerte og frustration, hun måtte have følt. Ditte læste endnu 2 digte og stemningen af normalitet på randen af afgrund blev endnu engang understreget.

Med kataloget i hånden læste og betragtede jeg mig gennem udstillingen, mens patienter fra Unge Møde Stedet spillede blød blues med et strejf af jazz. Kun enkelte kunstværker rørte mig ikke, de fleste gav så meget mening, at det nærmest var skræmmende. Lone fortalte, at Axel aftenen inden havde sagt til hende, at han faktisk syntes, at disse værker var større kunst end meget af det, han havde med at gøre på Fuglsang kunstmuseum, hvor han arbejder.

Det er måske på en måde rigtigt, for det slående ved disse værker, er at vi kan identificere os med udtrykket, det er en del af vores liv, vores hverdag – mens den anerkendte kunst er langt bedre teknisk, er den terapeutiske kunst ikke nødvendigvis uden værdi, det er bare en hel anden indfaldsvinkel til, hvad kunst er. Og er det ikke det, kunst handler om, at formidle en følelse?

På vej ud til bilen, bemærkede jeg, hvor overskyet, truende og blæsende vejret var, endnu en understregning af stemningen; der var ikke meget håb i udsigt alt håb lå gemt inden i. I billederne og patienternes kommentarer og udsagn.

Hvor er det fantastisk, at der er folk, der gør det muligt for sindslidende at vise, hvad de dur til – at der er en vilje til og en forståelse for at den kunst, der produceres af syge mennesker, kan være af stor værdi for alle, syge som pårørende, eller som jeg, bare en tilfældig forbipasserende –

Tak for en god oplevelse og en tiltrængt ruske tur af mine fordomme.