I går, efter endnu en hård men for ham fantastisk weekend uden meget søvn, blev det for meget. Han orkede ikke at lave lektierne færdig, var ked af det og i det hele taget var han så træt, at logiske tanker ikke kunne rummes i hans teenage hoved, heller ikke hans sædvanlige stædighed og disciplin var tilstrækkeligt. Vi fik ham til at gå i seng.

Det er forfærdeligt at se, når ens barn har det svært og ikke kan overskue livet og forpligtelserne. Men lige præcis fordi Phillip er teenager, skal vi træde varsomt, hvis vi skal kunne vejlede og coache ham igennem. Som udgangspunkt er det nødvendigt at han ikke er overtræt, så i morges da vi stod op, lavede vi en aftale om at finde nogle løsninger og nogle metoder til at komme videre og til at kunne nyde livet, også selvom man kun er sytten et halvt og står overfor mange udfordringer i aften. Det bliver noget af en opgave, men den skal lykkes, det kan ikke nytte at Phillip får stress af livet, og ikke får nydt og værdsat, de oplevelser, der selvfølgelig tager tid, men som jo også er selvvalgte.

Over en lidt tapas og et glas vin/saft diskuterede vi Phillips situation. Phillip er et af disse mennesker, der spontant reagerer positivt på hygge og mad, så scenen var sat for en konstruktiv samtale. Der gik heller ikke lang tid, før Phillip selv fortalte, at han havde lavet en aftale med Antonia om at de skulle ringe, sms’se og scape mindre eller færre gange om dagen, således at de begge kunne koncentrere sig om det, de havde gang i hver især – det være sig lektier, venner, forældre osv.

Det var jo en flyvende start, Phillip fandt også ud af, at han havde brug for mere søvn, end han fik lige nu – så fra og med i dag, går Phillip i seng senest kl. 23 på hverdage, og han har ikke video-/spille-/gaming nætter hver weekend. Phillip havde virkeligt tænkt over situationen i løbet af dagen og vidste, at han selv skulle bidrage. Kun med en anelse coaching fra Hennys og min side, nåede han frem til, hvilke problemstillinger han stod med, hvad han kunne gøre for at løse disse, så han kunne undgå hele tiden at føle, at han skuffede både egne og andres forventninger.

Jeg er virkelig stolt af Phillip – ikke alle teenagere har overskud og evne til at se oppe fra og ned på deres eget liv, for slet ikke at tale om at kunne få øje på egne fejl eller uhensigtsmæssige handlemønstre. Nu skal Henny og jeg bare hjælpe ham med at bevare overblikket, for selv for Phillip, gror træerne ikke ind i himlen.