Spændte som børn, der skal starte i skolen, pakkede vi fredag aften vores ”gear” til første jagt. Bøssen var smurt, og rensegrej lagt frem. Vi pakkede patroner i 2 størrelser, ørepropper, handsker, hat, orange bånd og termokande, jagttegn samt jagtbogen, så vi lørdag i bilen på vej til Aalborg kunne opfriske jagtbart vildt osv. Det skulle blive en prægtig weekend i det nordjyske.

Hele vejen op til Aalborg lørdag morgen lagde vi de første planer for Phillips 18 års fødselsdag. Hvordan skulle den arrangeres, hvor mange gæster, hvor mange fester osv. Selvom det er Phillips fest, og ham, der i sidste ende skal afgøre, hvordan det hele skal være, skal vi jo også sætte en økonomisk ramme og guide med forsalg. Og så er der jo alle de andre søde unge mennesker, der også bliver 18, og som skal have gave eller oplevelse. Der var virkeligt nok at tale om. Hvilket også var belejligt, for det stod ned i stænger – sjældent har jeg set så meget regn. Vel ankommet til Aalborg besluttede vi derfor, at det ikke var tidspunktet for bytur – vi valgte at gå på Nordjyllands Kunstmuseum og se den nye Emil Nolde udstilling. Det var første gang, jeg så ”die ungemalte bilder”, som Nolde malede under 2. Verdenskrig. Der var fokus på ansigter og ikke mindst på dæmoner, et af Noldes yndlingsmotiver. Sidst på eftermiddagen holdt regnen op og vi gik en tur gennem de små gader og stræder og kiggede på de gamle huse – og vi nåede også en tur i Salling, der havde gyldne dage og mange tilbud.

Vi havde booket et bed & breakfast på Vesterkraghede, der hvor vi også skulle på jagt om søndagen. Og vi ankom ved 18-tiden for at få et bad inden vi skulle ind til Aalborg igen – vi havde bestilt bord på Folkekøkkenet. En restaurant i Claus Meyers ånd. Gourmet mad til overkommelige priser. Man kunne få op til 7 retter, og de kunne vælges uafhængigt af hinanden, 2 retter med 2 forskellige glas vin, der understøtter retterne for 200 kr., 3 retter for 300 kr. osv. Virkeligt overkommeligt og overraskende godt og vinene passede perfekt. Retur på Vesterkraghede, fik vi en night cap, mens vi lagde jagttøjet frem og gjorde rygsækkene klar. Veltilfredse og spændte faldt vi i søvn.

Vi vågnede begge før mobilerne ringede – jeg er sikker på, at det skyldtes spændingen. Regnen var holdt op i løbet af natten, så dagen tegnede lyst, selvom det stormede en del. Vi skulle mødes på Tylstrupvej – men det skulle vise sig, at der var mere end én Tylstrupvej. Og vi havde selvfølgelig valgt den forkerte. Vi var i lidt god tid, så efter et par opringninger, ankom vi til rette gård, og mødte resten af jagtselskabet. Flinke og rolige mennesker på omkring vores egen alder.

Første såt var en stor mark med vinterhvede og en del naturlige hegn. 6 jægere med hunde drev vildtet ned mod de øvrige jægere, der havde taget opstilling langs markkanten og åen. Kun en enkelt hare blev det til, men den løb så hurtigt og var så langt væk, at den slap med skrækken. Så drev hundeførerne et par andre marker af, og et par bukke løb for livet. De var heldige – vi kunne ikke skyde på dem, uden at risikere andre jægere eller hunde. Men sidste såt om formiddagen, gav alligevel en fasan, 2 agerhøns og en dobbeltbekkasin. Til frokosten blev der fortalt røverhistorier og vi ”nye”, Henny og jeg blev behørigt udspurgt om hvor vi arbejde, hvem vi var og hvor vi boede. Vi hyggede os og stemningen var venskabeligt drilagtig – ikke mindst fordi byttet var så magert, når vi var 16 jægere.

Efter frokosten gik turen i bil over til moserne på den anden side af vejen. Det stormede så meget, at hattene fløj af flere af os og det var af og til svært at stå fast, der kom en enkelt regnbyge, men det betød ingenting – vi var på jagt og vi nød det. Henny og jeg blev en smule forfordelt, vi fik fantastiske pladser. De ”gamle” jægere ville alle sammen så gerne have, at vi fik skudt og nedlagt vores første dyr. Desværre var ”de sikre steder” ikke sikre søndag på Vesterkraghede. Det blev bare kun til en hare. På turen tilbage blev jeg spurgt, om vi ville have vildtet med hjem. Det ville vi selvfølgelig gerne, men det var lidt snyd syntes jeg, men alle var enige om at vi havde kørt langt, og dermed havde fortjent.

Efter paraden var der afslutning med en øl og en dram i jagtstuen. Vi sad tætpakket i et rum beregnet til 10, og vi var jo 16 – men alle var i godt humør, trods det magre udbytte og stormvejret. Nu skulle vi se, hvem, der havde gættet antal dyr rigtigt – vi var 2, og jeg skulle være lykkens gudinde – jeg valgte mig selv. Jeg vandt en æske øvelsespatroner, for som der blev drillet med, havde jeg vel ikke haft nogen patroner, når jeg ikke havde løsnet et eneste skud. Med patronerne fulgte en invitation til at deltage i en anden jagt for Henny og jeg. Det glæder vi os allerede til.

På turen hjem talte vi om de andre jægere, de første vi har været på jagt med. Vi har hørt en masse om skydegale jyder, men det var nu ikke hvad vi oplevede, det var sikkerhed først, og der blev ikke løst mange flere skud, end det antal dyr, vi havde nedlagt, så det må vist tilskrives misundelse o.l., at jyder har et dårligt ry på Sjælland.

Hjemme viste vi stolte byttet frem, og fik det hængt op i carporten, så alle kan se at ”vi er rigtige jægere” – de ved jo ikke, at vi ikke selv har nedlagt dyrene.

Knæk og bræk – kan næsten ikke vente til næst jagt…