Filosoffen Edmund Burke (UK) sagde for snart 350 år siden: ”Ingen har lavet en større fejl, end ham, der ikke gjorde noget, fordi han kun kunne gøre lidt.” Påstanden giver så meget mening i alle livets forhold, at jeg fuldstændig lammes af den simple sandhed, der her åbenbares.

Mere vand til min mølle ville de, der kender mig godt sige – for jeg lever efter denne regel, som Edmund Burke har nedfældet. Ikke at jeg er ufejlbarlig, langt fra, men jeg forsøger altid at bidrage, med det jeg kan. Også selvom, det ikke altid er nok set i et større perspektiv.

Nogle gange kan det så også være lidt komisk i andres øjne, når jeg fx i miljøet tjeneste deler vores husholdningsaffald i metal, glas, plastik, kompost, papir og almindeligt affald, hvorefter alt, fordi vi bor i Køge kommune, blandes sammen og køres på forbrændingen. Men det er holdningen, der tæller her, og jeg mener stadig, at kommunen burde sortere affaldet, selvom det efter sigende ikke er rentabelt – jeg tænker, at det også skyldes beregningsmodellen; kan affaldshåndtering opgøres i penge og CO2 udslip alene? Hvis alle sorterede, så ville vi kunne få et tal for mængden af hver emballagetype, der smides væk, og måske kunne det synliggøre behovet for, at vi som forbrugere krævede, at producenterne fandt på nye metoder til emballering af deres produkter.

Det er til gengæld ikke komisk, når jeg sørger for at vores mad er sund og i trit med ernæringseksperternes råd og sørger for at få motioneret, så jeg/vi til enhver tid har det bedst mulige fysiske udgangspunkt. Det giver nemlig ofte overskud og plads til at gøre det lidt, der skal til. Det er heller ikke komisk at lade bilen stå, og tage det offentlige, eller at tage cyklen til Brugsen. Det betyder bare at jeg får frisk luft, og nyder en lille times frihed i toget. Det er heller ikke komisk at jeg slider mit tøj op, inden det smides ud og ikke skammer mig over at have samme kjole på til fest mange gange. Det handler bare om at jeg ser godt ud i kjolen. Vi kan og vil ikke leve som før elektriciteten blev alle-mands eje, men vi forsøger at begrænse standby lamperne på al det elektroniske udstyr, skifte til sparepærer og når vi køber nyt, sørge for at det er strømbesparende osv.

På mit arbejde som PA er jeg en støtte funktion for chefen, jeg skal gøre det så let for ham, som muligt at udfylde hans job. Nogle gange betyder det opgaver, som jeg aldrig havde troet, jeg skulle varetage. Fx lave kaffe og rydde op. Andre gange er det at være sparringspartner eller bare lyttende. Eller at være usynlig og bare løse alle de administrative opgaver. Mit bidrag til virksomhedens succes er meget lille, men alligevel uundværlig, for uden nogle som mig, ville chefen ikke have tid og overskud til at træffe de store strategiske beslutninger, der genererer indtjeningen.

Det samme gælder mængden af frivilligt arbejde, jeg kan kun tilbyde en lille smule i forhold til behovet, alligevel er det med til at flytte tingene i den rigtige retning, og bare vi er nok, der har samme tilgang til livet, så lykkes det til sidst. Det gælder bl.a. min indsats for at holde Herfølgespejderne i live som gruppe. Jeg har i flere år brugt meget tid i bestyrelsen og med at hjælpe til ved arrangementer osv. Jeg har trukket mig lidt tilbage og er nu ikke længere en del af bestyrelsen. Men jeg står stadig for spejdernes Sankt Hans arrangement og sælger også juletræer en enkelt weekend i december. Spejderne har egentligt brug for mere hjælp end det. Men jeg er ikke spejder, det er Phillip på snart 18, så nu må det være ham selv, der bidrager frivilligt og ikke mig. Jeg vil lægge mere tid i mine DVL aktiviteter, fordi jeg gerne vil blive en dygtig turleder. Og man kan som sagt kun være ét sted af gangen, og en meget vigtig ting med hensyn til frivilligt arbejde, det skal være sjovt, man skal have lyst og så spiller tiden lidt mindre rolle.

Og sådan kunne jeg blive ved med at finde beviser for, at Edmund Burke har fundet en universel påstand. Ikke så svært, for denne selvforståelse også lidt i vores kristne og socialpolitiske kultur, for selvom mange som jeg ikke er religiøse eller socialdemokrater, så kan vi ikke slippe uden om vores kulturelle arv, der har lært os at dele, at give plads til de svageste, at bidrage efter evne.

Bare forunderligt at Edmund Burkes påstand er 350 år gammel, så måske det hellere skal henregnes til en profeti? Han har jo ikke haft noget med socialpolitik at gøre, begrebet fandtes ikke. Eller måske var han virkelig foregangsmand? Stof til eftertanke…

Advertisements