I toget i går, kom jeg i snak med en af de sædvanlige – dem fra og til Køge ud omkring 7:15 og hjem 16:15. Jeg havde, egentlig ikke lyst til at tale med ham, for han har set mig i en meget prekær situation i Aktiv Fritid i Køge. Jeg havde lige købt et luftgevær for at kunne øve mig i våbenhåndtering i baghaven. Og det må erkendes at træningen var nødvendig, for da jeg skulle spænde trykket, sprang stangen fra mig og smadrede bindingen ved løbsmundingen, så der ikke kunne sigtes lige mere. Jeg stod nede i Aktiv Fritid og klagede min nød, for jeg ville jo have geværet repareret U/B. Det var så pinligt, der stod jeg som pige, nå ja, halvgammel dame og forsvarede min manglende våbenerfaring. Der var andre kunder –  bl.a. ham, fra toget, og jeg var bare sikker på, at alle syntes, det var pinligt og at alle ville kunne udpege mig, som hende der ikke kunne lade et luftgevær.

I går var der mange med toget, og vi kom til at stå ved siden af hinanden. Jeg tænkte, ”bare han ikke begynder at sige noget om min manglende evner i våbenhåndtering”. Han spurgte bare, hvor langt ”nede” jeg boede, og jeg fortalte, at vi havde et lille husmandssted ca. 5. Km syd for Køge. Hans kom selv fra Hellested. Han spurgte, om det er et stort sted og jeg tænker, nå, men hvis han vil drille, så kan det lige så godt være nu, så jeg svarer: ikke stort nok til jagt. Faktum er, at han ikke husker mig fra Aktiv Fritid, så jeg må selv fortælle ham om hændelsen, og hvor jeg husker ham fra. Pinligt, men også lidt komisk. Nå, men han spørger så naturligt nok, om jeg er jæger, hvilket jeg stolt bekræfter. Så har du vel placeret våbnene i våbenskab osv., selvfølgelig, svarer jeg. Det ville være ulovligt andet.

Så er det, at han fortæller, at han arbejder for politiet og står for kampagnerne med frit lejde indleveringer af våben i Danmark. Vi taler lidt om jagt, våben osv., og jeg fortæller, at jeg arbejder i Falck, hvor den nye våbenlov tages meget alvorligt, fx kører ingen Falck redder længere rundt med knive mm i privatbilen til aflivning af påkørte dyr – det gjorde de før, for det er en tilkaldevagt, hvor man ofte har anvendt egen bil, det er jo en livsstil at arbejde i Falck.  Ikke engang på vej til jagt, stopper man op ved bageren, som tidligere. Det er ulovligt at have kniven i bilen/eller i lommen, når du således er på vej til bager og ikke til jagt.

Han fortæller, at han har bemærket, at jeg læser franske blade. Ja, siger jeg, jeg holder sproget ved lige. Han fortæller, at han er halvt finne og også holder sproget ved lige, og spørger om jeg er Huguenot. Det er bare for underligt.

På vej fra toget hen til bilerne, fortæller han at han har gravet en sø, og at det passer ham stort at det regner, så søen kan fyldes op – jeg fortæller om søen, som slagteren ved rundkørslen i Egøje har gravet. Ved højsommer er den bare en pøl – god til frøer, men ikke til fisk. Han fortæller, at hans sø er rigtig dyb og rigtig stor, så den vil være permanent, når den engang er etableret. Med fisk og det hele. Han fortalte hvordan han i en lysning havde forhøjet landskabet betydeligt, for at komme af med jorden, og samtidig har han så lavet et naturligt hochsitz. Hvor kan man komme langt omkring på sådan en togrejse.

Nu har jeg imidlertid hovedet fuldt af nye spørgsmål. Det første er, om jeg var prøveklud for en ”forhørsteknik” (han var jo politimand)? – Selvom jeg hverken opgav navn eller adresse, så er da lige før, han kender min livret. Og hvor i min baghave kan jeg grave en sø, der er stor nok til at fiske i? Hvorfor skulle jeg være Huguenot? Men samtidig har jeg fået sikkerhed for, at det kun er mig, der husker episoden fra Aktiv Fritid, så nu kan jeg igen med oprejst pande vise mig derhenne og alle andre steder. Stort!