At stå op kl. 05:30 for at være til spinning kl. 06:00 er noget af en bedrift, ikke desto mindre er det præcis det, jeg gør et par gange om ugen i ”vinterhalvåret” – når det ikke er lyst nok til at løbe i skoven fra kl. 6:00 længere.

Hvert år forsøger jeg at finde undskyldninger, men der er ikke nogen vej udenom, hvis jeg vil holde mig konditionsmæssigt i form – det er ikke nok bare at løbe i weekenden, der skal mere til.  Det forunderlige er, at når jeg først er kommet af sted, så nyder træningen, og bagefter er jeg super tilfreds med mig selv og fuldstændigt klar til endnu en uforudsigelig dag.

Ingenting er alligevel helt ved det gamle, for i det nye træningscenter har vi alle en pulsmåler på, så vi kan følge vores personlige indsats på storskærm – kors hvor er jeg god, sikken en puls! Det er faktisk, hvordan ens konkurrence gen alligevel melder sig – jeg, der altid hævder, at det er ligegyldigt, om jeg vinder eller ej, jeg træner, fordi det er sjovt.

Nå men efter sådan en oplevelse, er man jo helt tændt, og jeg farer hjem og booker timer frem i tid – eller snarere forsøger, for jeg kommer på venteliste mandag, onsdag og fredag de næste 14 dage frem! Det er bare ikke i orden. Jeg plejer jo altid at være med, derfor må andre jo bare flytte sig – ikke sandt? Men en ting er at ville flytte andre en anden er at gøre det!

Hvem var det, der sagde, at vores unge var egoistiske? Mon ikke jeg selv, og alle andre forældre selv er ligeså egoistiske? Det er bare på andre områder, som for eksempel, når jeg mener, at jeg har fortrinsret til holdene, bare fordi jeg er en af de ”gamle” – Phillip, vores teen-age søn mente i går, da han forgæves var på posthuset efter en pakke, der vel og mærke først kunne afhentes i dag, at det var posthusets urimeligt at der ikke blev gjort noget for at finde hans pakke med det nye spil, de måtte da være tilbage fra ruten, de kunne vel bare hente den – han var så rasende at han måtte gå i seng med hovedpine.

Men jeg lader mig ikke slå ud, jeg er ingen Maude, jeg tager kampen op mod booking systemet – og fra om 3 uger, så skal de bare se, hvem det er, der kommer på hold! Egoistisk eller ej!