Noget af en påstand efter min mening, ikke desto mindre var det, det der stod i en artikel af Sanne Nyland Christensen i Urban den 15. januar. Og artiklen forsætter ”mens kernefamilien kæmper for at få hverdagens ender til at ny sammen, sænker deleforældre nu pulsen med fuld fokus på børnene den ene uge og dem selv den næste.” Jeg følte det som om, jeg fik en spand koldt vand i hovedet. For det er direkte i modsætning til hvad jeg arbejder for. Jeg ønsker for alle, at de kan leve sammen, udvikle sig og samtidig holde kærligheden ved lige. Ikke at jeg synes det er forkert at være deleforældre. Det er langt at foretrække frem for et hjem fuld af skænderier, og det der er værre. Men her stod det faktisk sort på hvidt, at det var en fordel at være deleforældre. Så kunne man nemlig være perfekt og få mest muligt ud af begge situationer. Lidt i stil med at have mel i munden og stadig være i stand til at blæse. Det er min påstand at man kan have et fantastisk familieliv og arbejdsliv samtidigt med at man har tid til at være sig selv og dyrke sine passioner. Det kræver blot planlægning. Hvis du ikke planlægger, så når du ikke noget af det, du allerhelst vil beskæftige dig med. Din tid vil flyde og der er intet incitament til at holde fast. Men det gælder vel også, når man er deleforældre eller er her egentligt ikke tale om deltidsforældre? Hvis du ikke nøje planlægger din tid, med eller uden børn, så vil du stå i samme utilfredsstillende situation, som hvis hele familie ikke har planlagt hverdagen. Og så er det måske rigtigt nok, at du så kun har dig selv at skuffe hver anden uge, men mon man bliver særligt meget lykkeligere af det? Det tror jeg ikke. Men artiklen får det til at lyde fantastisk at være deltidsforældre. Selvfølgelig skal man ikke blive sammen, hvis man ikke elsker hinanden. Men på mig virker det som om, at mange par går fra hinanden, fordi de ikke taler sammen eller basalt fordi de ikke elsker hinanden, bare ideen om at være sammen. Jeg har selv et langt samliv bag mig, og det er der flere af vores venner, der har. Det der kendetegner disse forhold er blandt andet at de taler sammen. De ved hvad de hver især ønsker, og de sørger i fællesskab for at gøre tingene mulige for hinanden. Og der kommer planlægning i høj grad ind i billedet. Uden planlægning, kan du ikke nå lige så meget, og du får som bekendt kun stress af alt det du ikke når. Her dur det ikke at sige, at man skal sætte niveauet eller kravet til tilværelsen ned. Det er simpelthen et eksistentielt spørgsmål og hvis man ikke som minimum bevæger sig i den retning, som man ønsker, så vil man blive depressiv, ked af det eller bare stå af. Men det var vel ikke din kæreste, du ikke gad, det var vel de ydre rammer for dit liv, du ikke kunne klare, eller? Hvordan kan man tro på, at blot det at bo alene, kan give dig det du ønsker dig? Faktisk er der mange ting der bliver dyrere og du vil også skulle køre dine regnskaber, din økonomi og din husholdning alene? Jeg er helt klar over at deleforældre livet kan fungere. Faktisk har jeg set det i praksis et par gange. Men jeg har ikke set forældrene blive lykkeligere. Jeg har set dem lettede over, at de ikke levede sammen med et andet menneske, de ikke elskede længere. Og jeg har da også set, at de i et vist omfang var friere til at vælge, hvad de vil bruge onsdag aften til hver anden uge. Jeg kan vælge frit, hvad jeg vil HVER ONSDAG, fordi jeg deler mit liv med min mand. Og med hensyn til karrieren. Jo du kan jo arbejde over hver anden uge uden at skulle tage hensyn til andre end dig selv. Men det har jeg nu også altid kunnet og for den sags skyld også min mand. For det er igen blot et planlægningsspørgsmål. Hvem er det lige, der snyder hvem her? Hvis vi i stedet for at fokusere på at være ”skyldfri” tog ansvar for vores eget og vores kæres liv, ville vi kunne nyde og yde meget mere. Det er et anerkendt faktum, at et team (eller fællesskab), der støtter hinanden producerer meget mere, end de enkelte individer i teamet ville kunne producere hver især. Jeg kunne som 36-årig tage endnu en uddannelse, netop fordi jeg var sammen med min mand. Vi gjorde det i fællesskab muligt, både familiemæssigt, økonomisk og tidsmæssigt, at jeg forfulgte mit ønske om at mere uddannelse. Jeg var lykkelig, og dermed var mine omgivelser også lykkelige. Det samme har gjort sig gældende mange gange før og siden og både når det handler om små og store ting i livet. Da vi på et tidspunkt ønskede at flytte på landet sammen med mine forældre, lagde vi en plan for, hvad der skulle til, for at vi alle 4 fik opfyldt vores krav, ønsker og drømme. Da vores søn ønskede at tage et 3D multimedie kursus som 12-årig, fandt vi en løsning, der betød at han kom fra Egøje til København med toget efter skole, gik hen til mit kontor, hvorefter jeg kørte ham til kursus og tilbage til mit job, hvor jeg havde planlagt det således, at jeg havde masser at tage mig til indtil kl. 21:30, hvor Phillip skulle hentes. Da min mand begyndte at tale om at emigrere til Frankrig, lagde vi en strategi for, hvorledes det kan lade sig gøre, så både han og jeg er glade for beslutningen. Der er selvfølgelig forskel på udfordringen i planlægningen, og der kan være mange eller ganske få forhold at tage højde for, men faktum er, at man planlægger vejen til målet. Har man først følt, hvordan man som par også kan være et team uden at det går udover kærligheden, vil man aldrig bytte. Der er ingen, der siger at det er nemt at få et forhold til at fungere i vores stressede hverdag, og det er klart at man kan fristes til at tro, at det ville være nemmere at være alene – men jeg er sikker på, at det er som at tisse i bukserne, det bliver hurtigt koldt og temmelig trist. Find dine ønsker frem fra dit inderste og del dem med din partner. Få styr på hvorledes jeres fælles drømme og ønsker til at gå op i en højere enhed og føl så efter, hvor fantastisk det er, at et andet menneske er så tæt på, og ved så meget om dig. Og forestil dig ikke mindst hvilken spontan støtte, du kan få, fordi et andet menneske kan dele dine sorger og glæder.