Det er først ved ebbe, at man kan se hvem, der bader nøgne… Jeg elsker bare dette ordsprog, fordi det giver så meget mening for mig. Det er min inderste overbevisning at intet nytter, hvis det ikke har dybde, hvis fundamentet ikke er i orden. Lige nu og her kan man komme langt med en fejlfri overflade, men hvis ”blændværket” ikke har substans, vil det hurtigt forsvinde igen. Jeg forsøger at leve ud fra denne tankegang, og jeg har kun gode erfaringer. Problemet er, at det tager tid at have styr på det hele, og det er ikke altid, der er mulighed for at sætte den nødvendige tid af til formålet. Dilemmaet er så, at man skal prioritere. Men hvordan? En anden af mine favorit-leveregler er at vurdere situationen og lægge en smart plan for løsning. Har man fx for mange opgaver, der skal løses indenfor en specifik deadline (som ikke kan diskuteres), kan man med fordel vende det hele på hovedet. Min metode er rimelig enkel og ligetil. Er jeg i tidsnød og har jeg misset én deadline, så lader jeg den opgave ligge og prioriterer den nye, som jeg så laver ned i detaljen og afleverer til tiden. Det betyder, at jeg får en følelse af at være med og on top of things og beholder mit engagement og drive. Det, der hvor det så virkelig tæller, det er, at jeg bagefter tager fat, hvor jeg kom til kort og afslutter – for sent og lidt bagvendt, men jeg leverer. Jeg har aldrig oplevet nogen, der blev mere utilfredse fordi opgaven blev afleveret 2 dage for sent i stedet for 1 dag, men selvfølgelig er der generel utilfredshed med at deadline ikke blev overholdt. Jeg diskuterede lige præcis denne situation forleden med min teenager, der inden jul var bagud med opgaveafleveringen på gymnasiet. Og som alle unge mennesker forsvarede han sig med, at alle andre også var bagud, og at de havde lavet en arbejdsgruppe, hvor de diskuterede opgaverne efterhånden og fik dem løst. Men I løste ikke én af dem til tiden, påpegede jeg, og det er jo det, der registreres i lectio. Nu kendte jeg ikke omfanget af situationen(hvilket jeg garanteret ikke er ene om), men hvis jeg havde, kunne jeg have ansporet dem til at lægge en plan. For hvis de havde gjort, som jeg beskrev ovenfor, så ville nogle af opgaverne om ikke andet være afleveret til tiden (hvilket de måles på) – som de greb tingene an, var de konstant i tidsnød. Spild af tid og energi, men en konsekvens, når man kaster sig ud i kapløbet om tiden i stedet for at stoppe to sekunder og danne sig overblik og lægge plan. Endnu en gang måtte Phillip erkende, at det betaler sig at lytte – engang når han bliver voksen, bliver han sikkert en af mine største ”fans”, men lige nu er jeg bare en ulidelig, alt-vidende (for ikke at sige bedrevidende) og irriterende mor.