Jeg har i mange år frygtet eller hadet sneen, fordi jeg kom til at fryse, kom for sent til aftaler, havde problemer med at starte bilen, problemer med kakkelovnen og meget, meget mere. Og i går eftermiddags begyndte snestormen. Jeg har jo lovet ikke at brokke mig mere, så med stålsat vilje, blev jeg på job til kl. 16, og gik op til stationen. Trods sneen kom toget til tiden, hvilket jo er fantastisk, og fra Køge tog jeg bilen, som startede med det samme og trodsede de ca. 20 cm sne der lå på vejen og fragtede mig helskindet hjem.

Ikke alle var ligeså heldige, mange stod og ventede på en bus, der ikke kom, nogle havde ikke tøj nok på og stod med skuldrene oppe over ørerne og frøs. Jeg så flere ”forladte” biler. Nogle var måske bare ubetænksomme eller havde fejlvurderet situationen, mens andre bare ikke havde andre muligheder på grund af økonomien.

Lige nu sidder jeg og kniber mig selv i armen for at mærke, om jeg er vågen. Det er jeg, og jeg føler mig dybt privilegeret. Jeg har stadig ikke frosset, for jeg har varmt tøj og gode støvler, jeg er ikke kommet for sent, og jeg har endda været til morgen spinning, for bilen kunne bare klare selv den værste fyge sne og toget kørte igen til tiden, pillefyret klarer opvarmningen derhjemme.

Sådan har det været i mange år nu, men jeg har taget det som en selvfølge, at jeg ikke frøs. Men intet er en selvfølge. Jeg er privilegeret, og skal indrømme det og glædes ved det. Her til morgen har jeg doneret 10.000 kr. til de hjemløse, så de kan få en varm sovepose, et par varme støvler og en kop varm suppe.