Vækkeuret ringer kl. 6:30, det er mørkt udenfor. Johan, min mand, henter friske baguettes og croissanter hos købmanden i Olette, mens jeg laver kaffen og dækker bord. Det bliver lyst, mens vi spiser og vi kan se, himlen er skyfri fra vores vinduer i Nyer, hvilket også er godt ”ski-tegn”.

I går i hørte jeg ellers i radioen, at der ville komme et uvejr indover Frankrig, og at det ville betyde en del sne, regn og blæst på pisterne. Jeg tror ikke længere ubetinget på franske meteorologer. Man skal være opmærksom på vejrudsigten, det er klart, specielt i bjergområder, men lokalt kan vejret være et helt andet, og hvis man skulle tro på alt det dårlige vejr, meteorologerne forudser, kom vi aldrig nogen steder.

I dag skal vi alene af sted, så vi pakker rygsækkene med kaffe, vand og sandwich. Vi vil bruge tiden på pisterne, ikke på café. Kl. 8:00 er vi på vej i retning mod Puyvalador, som ligger ca. 50 km væk. Selvom vi kan se, at vejret nu er fint nu, ved vi selvfølgelig også, at det kan ændre sig i løbet af et par timer. Sådan er det i Pyrenæerne. Lige nu skinner solen skinner fra en næsten skyfri himmel, de få skyer ligger ude i horisonten mod Andorra, og vinden blæser dem videre sydover. Vi skal mod nordvest, så vi forsætter optimistisk.

Præcist kl. 9:00 står vi ved liften, solen skinner, men det er tydeligt, at mange har lyttet til vejrudsigten, og er blevet hjemme. Der er meget få mennesker. På Puyvalador er der fantastiske pister i rød, blå og grøn. Og pisterne er meget lange i forhold til de øvrige skisportssteder i Pyrenæerne, selv på trods af, at der kun er knap 700 højdemeter at ski nedad. Jeg elsker de røde nypræparerede pister, og den hvide sne mod den blå himmel og udsigten over mod Puigmal og Pic de Carlit. Udsigten er fantastisk.

Vi når to ture fra top til bund, så kommer skyerne ind over Pic du Ginèvre, men det blæser ikke, det sner bare en smule, vi tager turen ned til Pic du Bosc Nègre og videre ned til bunden. Det er kun på Ginèvre, det sner. Vi forsætter op til Bosc Nègre og står halvt ned ad den røde Crêtes og holder kaffepause på et par væltede træer ude i siden. Bløde puddersnefnug drysser ned, men der er ingen vind, og det er lunt. Spætterne hakker i fyrretræerne.

Det er præcist det, jeg elsker ved Pyrenæerne. Sol, varme, sne og fantastisk natur. Der er stadig næsten ingen på pisterne. De fleste skiløbere er på de blå og grønne pister, hvilket passer os fint.

Næste gang vi kommer op med liften, kan vi se, at snevejrs-skyen nu ligger i dalen, og vi tager igen op til toppen og får et par fantastiske ture i solskin, halvvejs ned og op igen. Pisterne er nu dækket af et fint lag ny-sne. Vi nyder at stå på ski sammen. Vi har samme glæde ved at føle farten i skiene og udfordre kroppen og vinde over hinanden.

Fuglene synge,r og i det hele taget føles naturen uberørt af vores tilstedeværelse. Den følelse kan man også have, selvom der er flere mennesker på pisterne. Det er det særlige ved Puyvalador. Følelsen af at være alene med naturen. Les Angles og Font Romeu er også gode skisportssteder og begge har mange flere pister, men stederne er bedre kendte og tættere på RN66. Der er altid mange mennesker, mange begyndere og mange skiskoler og sidst på dagen også mange opkørte pister.

Klokken er 15:00 og vi tager sidste tur op og ned. Nu har solen rigtigt taget over, vi er ved at være møre, og sneen er knap så fantastisk. Det er tid til at køre hjemad.

Heldigvis kommer vi gennem Formiguère, hvor der er denne lille konditor, med et udvalg af kager, enhver dansk bager ville være misundelig over. Det er svært at vælge. Skal det være mokkakagen eller den med jordbær? Vi køber hver især vores favorit og en med jordbær til Phillip, som ikke ville med i dag. Han snød sig selv for en fantastisk dag i sneen, men vi vil ikke snyde ham for kagen.

På trods af meteorologerne eller måske netop på grund af dem, har vi oplevet den bedste skitur nogensinde. Vi havde det hele for os selv. Pisterne, naturen og hinanden.

I morgen er sidste chance for at så på ski i denne omgang. Vi skal tilbage til vores hverdag. Jeg tør næsten ikke tænde radio eller tv for at høre vejrudsigten. Jeg vil så gerne have en gentagelse – men jeg er jo dansk, så jeg ved allerede, at det ville være for meget at forlange – længe leve janteloven!