Det er godt nok den første forårsmåned, men jeg synes nu, at foråret lader vente på sig. Der ligger stadig meget sne i min have, og man skal kigge godt efter for at se de nye friske skud af vintergækker, erantis og krokus. Normalt ved denne tid, er min baghave et gult flor af erantis og vintergækkerne dækker jorden mellem de beskårede lavendler i min forhave. I år ligger der sne endnu, og en bunke midt på græsplænen vidner om, hvor vi den 23. december lavede en kæmpe snemand.

Faktisk svinger min tillid til at foråret er på vej i takt med synet af blå himmel og solskin. Når solen skinner, har jeg lyst til at kaste alt fra mig og bare gå en tur i det gode vejr, eller tage fat på forårsrengøringen. Når det er overskyet og koldt føles det som om vinteren ingen ende vil tage og hulebyggeriet med te, bøger og tæpper forsætter. Uanset hvordan det føles, så er foråret imidlertid på vej. Det blev jeg overbevist om, da jeg på vejen hjem fra arbejde blev stoppet af et fantastisk skuespil.

To fasankokke var oppe at slås midt på Egøjevej. De var begge store og godt udfarvede, og de veg ikke til side for bilerne. Der stod åbenbart meget vigtigere ting på spil i deres verden end risikoen for at blive kørt ned udgjorde. Og det respekterede vi så, den modkørende og jeg, og standsede op. Jeg er lidt misundelig på føreren af den modkørende bil, han havde nemlig kamera med og sad og filmede hele optrinnet.

Jeg har ikke før set fasaner hævde territorium, og det var anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg troede, at fasanerne ville bruge vingerne som våben også (det ser man jo på tegnefilm), men disse to kamphaner brugte kun næbet – de hakkede med næbet og gjorde udfald mod hinanden med hovedet. Det så sjovt ud. Vingerne blev kun brugt til at holde ligevægt, mens de arrigt skrabede i sneen og asfalten, snart ude på kørebanen og snart i rabatten. De kredsede omkring hinanden og ledte efter det rette øjeblik til at sætte det afgørende ”hak” ind.

Efter nogle minutter, kørte den modkørende langsomt uden om fasanerne og mig, og jeg gjorde det samme, fuld af undring over det, jeg lige havde overværet og fuld af overbevisning om, at nu er det forår. Det kan godt være at jeg ikke kan mærke det, men fasanerne er sikre på det!

En fantastisk tanke, som jeg summer videre på, mens jeg kører det sidste stykke hjem for at lægge planer for urtehaven.