Forleden på en vandretur i Dansk Vandre Laug skete det, der bare aldrig må ske. Jeg tabte bagtroppen. Vi var startet ud en frostkold morgen fra Køge Station op gennem Sankt Gertrudstræde og ud til Åsen. Vi havde god fart på og var hurtigt varme. Jeg havde været på rekognoscering dagen inden om morgenen, og det var ret glat nogen steder, men efter min bedste overbevisning var stierne farbare. Hvad jeg ikke tænkte på var at solen havde skinnet og opvarmet overfladen, der var frosset til igen, så stierne nærmest lignede en skøjtebaner på den østlige del af Åsen, hvor det også dagen inden havde været værst.

Vi gik alle ret forsigtigt og nogle selvfølgelig langsommere end andre, så jeg aftalte med min medguide, at hun gik bagtrop. ”Feltet” blev hurtigt spredt, men det betød ikke så meget, for jeg stoppede regelmæssigt op, således at alle kom med. Vi spurgte flere gange ind til, hvorvidt nogle ville gå fra. Det var der ingen, der ville. Men det tog lidt på kræfterne udover bare det, at gå udenfor i 5-6 timer som det blev til.

Efter et godt hvil og frokost på festpladsen i Skovhusvænge, vendte vi snuden hjemad. Som den uerfarne turguide jeg er, havde jeg ikke helt taget højde for, at nogle af vandrerne måske nok var i fysisk god form, men at de ikke var vant til at forcere skrænter. Og det skulle de nu, for dele af den sti jeg havde udset, var dækket af frosset oversvømmet vand fra åen. Vandrerne måtte finde deres indre ”bjergged” frem for at komme op ad skrænten. For et par stykker var det grænseoverskridende i mildere grad, for andre var det bare rigtigt hårdt.

Klokken var nu lidt i to og de få plusgrader havde smeltet ”islaget” på stien, således at det ikke var svært at stå fast. Derfor skridtede jeg bare derudaf ned mod Gammel Kjøgegaard og glemte helt at holde øje med min bagtrop og medguide. Jeg antog fejlagtigt at de bare fulgte med. Nu var der jo ingen stor fare for at falde og heller ikke for at fare vild. Det var en mildt sagt en fejlvurdering. På grund af strabadserne var vandrerne ikke alle lige hurtige til bens, og da jeg med fortroppen nåede ned i nærheden af gården, blev jeg ringet op af min medguide – de stod på en P-plads ud mod Ringstedvejen og ville gå ned mod Køge centrum. Jeg skulle bare gøre turen færdig som planlagt. Jeg havde ikke engang lagt mærke til, at de var væk.

Jeg samlede resten af flokken og fortalte, at jeg havde mistet min bagtrop, en ting der bare ikke må ske for en turguide. Heldigvis, var de ikke ”meget langt væk” og de kunne finde vej tilbage til stationen, men alligevel. De var et par kilometer væk. I Danmark kan man ikke så let forsvinde, men tænk hvis det havde været en tur i Pyrenæerne, hvor du kan gå i dagevis, uden at se andre mennesker, og hvor der ikke altid er lige godt afmærket?

Da jeg havde taget afsked med vandrerne på stationen, fik jeg fat i min medguide, der kunne fortælle at de lige var kommet ned til Køge torv. Jeg løb lettet tilbage og fandt dem, heldigvis. Det var godt lige at få talt om hvad, der var gået galt og se, at de alle stadig var i godt humør. Min medguide, en erfaren guide, var ret ked af, at det for sent var gået op for hende, at vi var væk. For som hun sagde, vi var jo to om turen og derfor også om ansvaret.

Jeg er stadig turguide, omend mere end én erfaring rigere.