Vi tabte vores hjerter til Frankrig som helt unge, og senere til Pyrenæerne eller rettere til Catalogne Nord, og vi var ikke et sekund i tvivl om, at når vi flytter til Frankrig, så skal det være der.

Der er så mange, der taler om at flytte ”ned til varmen” omkring Middelhavet, når de går på førtidspension eller bare når dertil, hvor de har mulighed for at trække rødderne op, men for næsten ligeså mange bliver det ved snakken. De fleste føler sig alligevel for tæt knyttede til familie og venner, til at turde overskride barrieren, det er at skulle etablere et nyt netværk fra bunden, at skulle lære et nyt sprog og at skulle forstå et helt nyt administrativt system ud over måske at skaffe sig et job.

Og det er noget af en mundfuld for os, må vi erkende. Vi er vant til at bureaukratiet er overkommeligt og at næste alt foregår ”automatisk”, når blot vi udfylder de relevante blanketter på internettet. Sådan er det endnu ikke i Frankrig. Men vi har besluttet os for, at det skal kunne lade sig gøre. Og i stedet for at blive ved med bare at tale, drømme og ønske, tog vi skridtet for 4 år siden og købte et hus i Nyer i Pyrenées Orientales. Vi er ikke parate til at flytte endnu, men vi har startet processen.

Langsomt men sikkert finder vi ud af, hvordan man selvangiver i Frankrig, hvordan man indregistrerer fx en bil eller motorcykel, hvordan bankforretninger og forsikringer fungerer, hvordan der rapporteres strømforbrug osv. Men det allervigtigste er, at vi samtidig grundlægger et nyt netværk. Vi lærer naboer at kende, de lokale handlende, borgmesteren og postbuddet. Vi får fornemmelse for, hvor de forskellige byer ligger i forhold til hinanden, og i det hele taget får vi styr på infrastrukturen. Det er uvurderligt. Allerede nu føles det som at komme hjem, når vi er i Nyer, på trods af at det kun er i få uger om året. Vi hører små historier om børnebørn, børn, familiefejder, prisernes udvikling på fødevarer og tomaternes vækst i urtehaverne år for år. Og det er med til at skabe fundamentet for vores liv i Frankrig.

Den største udfordring lige nu er, at finde en indtægtskilde, der gør det muligt for os at flytte inden vi går på pension om 15 år. Vi brain stormer i et væk på muligheder og forkaster ligeså hurtigt.  Der står meget på spil, så det skal være en sikker vinder. Ikke nødvendigvis med store penge, men med sikre penge, der kommer hver måned.

Heldigvis har vi et skønt liv her i Danmark også. Uden det, ville det ikke være til at holde ud. Vi bor på et nedlagt husmandssted med mine forældre og vores søn, vi har gode og spændende jobs, mange venner og bekendte og tid til at dyrke vores interesser og passioner. Faktisk har vores beslutning om at emigrere betydet, at vi er meget mere beviste om, hvor heldige vi er med de skønne mennesker, vi omgås og meget mere ydmyge overfor vores livet i al almindelighed.

Så mens vi venter på emigrationen, tror jeg bare, at vi er lykkelige.