Det var vores bryllupsdag, og vi var taget til Prades i Frankrig for at underskrive de sidste papirer og modtage nøglerne til vores drøm. Det lille landsbyhus i Nyer i Pyrenées Orientales. Jeg vågnede tidligt og hoppede i løbetøjet, og lod Johan sove videre. Jeg kunne bare ikke ligge et sekund længere i sengen den morgen. Solen skinnede, men det var koldere, end jeg havde troet, så jeg løb godt til for at holde varmen, men også for at få styr på nerverne.  Jeg skulle først være ved notaren klokken elve, og spændt på hvordan det ville være at sidde alene uden Johan, og lytte til notarens oplæsning af de forskellige forhold i forbindelse med købet. Johan kunne ikke deltage uden tolk, så vi havde arrangeret en fuldmagt til mig.

Jeg fik nerverne under kontrol, og hele overdragelses seancen gik fint på trods af den åbenlyse strid, der var mellem sælgeren, enkemanden Bulléon og hans datter, der repræsenterede ”børneflokken”. Datteren ville gerne beholde huset i Nyer, men kunne ikke købe faren ud. Faktisk betød deres indbyrdes strid, at vi fik hele indboet med både service, tæpper, gamle gryder, møbler og hvidevarer. Der stod jeg så med 3 kæmpestore jernnøgler, der mest af alt lignede noget fra en middelalderborg, som nybagt ejer af en ejendom i Frankrig ude på fortovet og ringede til Johan, så vi kunne mødes og tage ud til huset. Johan og Phillip, vores søn, havde brugt ventetiden på at proviantere til de første par dage i det nye hus oppe i bjergene.

Jeg havde aldrig været inde i huset før, kun været i landsbyen og kun set billeder, men Johan og vores ven Hedi, havde været nede og se og tjekke, at alt var som det skulle være, så jeg havde ingen betænkeligheder med selve købet. Men nu var jeg altså lige ved at revne af nysgerrighed og kunne ikke vente. Og så kom reaktionen. Ugers spændte venten gik lige i maven, og de første kramper ramte mig som en boksehandske. Jeg var alt for ophidset og spændt til at huske at trække vejret dybt og roligt og få kontrol over mine nerver.

Det var den 20. februar, og det var ret koldt i 721 meters højde imellem bjergene, og det var ligeså koldt inde i huset, som havde stået uopvarmet siden efteråret. Men huset bød velkommen, det kunne vi alle tre mærke. Bare det at stikke kæmpenøglen ind i nøglehullet var en fryd. Vi gik gennem huset rum for rum, og jeg kneb mig i armen bare for at være sikker på, at det ikke var en drøm. Stenmurene er en halv meter tykke og de gamle gulvbrædder er nogle steder 30 cm brede, der er højt til loftet og synlige bjælker. Huset er fantastisk, selvom der skal smides gud ved hvor mange vakkelvorne skabe, kommoder i marmoreret melamin ud. Interiøret er som det, man finder i svenske hytter og gamle danske sommerhuse. Ikke noget at samle på. Men det er fantastisk, at der er møbler. Nu kan vi i ro og mag finde ud af, hvordan vi vil indrette os.

Efterhånden som nysgerrigheden forsvandt tog mavekramperne til. Jeg kæmpede med at holde mig på benene, det var jo vores bryllupsdag. Vi pakkede ud og summede rundt, indtil det blev tid til at tage til Olette. Vi ville spise på hotellet for at fejre dagen. Efter middagen gav jeg op og gik i seng med feber. Nedenunder kunne jeg høre Phillip og Johan hygge og lægge planer. Jeg vågnede en gang i mellem af mavekramperne og fornemmede, at jeg ikke var alene. Jeg fornemmede, at der var nogen, der holdt øje med mig.

Næste morgen havde jeg det ikke meget bedre, så jeg besluttede at blive i sengen, mens Johan og Phillip tog til Prades på marked for at for at give mig fred og for at finde hjemmesko. Der var nemlig godt fodkoldt i sådan et stenhus inden væggene er varmet op. Som jeg ligger der og døser hen fornemmer jeg igen, at der er nogen i rummet. Denne gang hører jeg nogen hviske, at de kommer fra le Hameau d’En for at byde os velkommen. De fortæller mig, om det gode vand fra deres kilde, som kan tappes på stien bag Place de la Résistance og at de er kommet i huset siden det blev bygget omkring 1900 af biskoppen af Perpignan, som gav huset til hans trofaste husholderske gennem mange år. Jeg døser væk igen og vågner ved at Johan og Phillip vækker mig og spørger om jeg ikke vil have lidt frokost med dem. Jeg har det meget bedre, føler ikke længere at jeg har feber. Lidt svag står jeg op og går ud af huset med en tom flaske i hånden, ud på pladsen for at finde kilden. Den er der og jeg tapper en flaske. På et gammelt skilt er der en pil der angiver retningen til le Hameau d’En.

Vi spiser en lækker frokost med frisk baguette, ost, skinke og paté og drikker vandet fra kilden – Vandet er fantastisk. Jeg føler mig meget bedre. Jeg fortæller Johan og Phillip om besøget fra En, om ånderne, der har budt os velkommen, og de er selvfølgelig meget skeptiske, men synes også, at det er underligt, at jeg bare vidste, at der var en kilde. Ikke at den er svær at finde, når man kender den. Mange fra bakkerne omkring Nyer, har ikke drikkevand i husene og kommer med store dunke og fylder op, men det viste vi jo ikke på det tidspunkt.

Dagen efter om formiddagen, følger jeg pilen på skiltet op til le Hameau D’En. Jeg føler, at jeg er på en mission og vil gerne være alene. Jeg kommer op til En og det viser sig at der ikke længere er en landsby, men et par faldefærdige huse, hvor gulve og skiffertag var delvist forsvundet. På det ene hus er der malet på et bræt ved døren ”maison piège”, en advarsel om at huset er farligt. Udsigten fra En, hvor der også er et lille kapel eller kirke, er storslået. Så langt øjet rækker er der bjergtinder. Efter lidt søgen finder jeg kildens udspring i et vaskehus. Jeg drikker lidt af vandet, det smager skønt og er dejligt køligt. Jeg sender et par venlige tanker til ånderne, der bor der, og takker dem for at have vist mig En og kilden. Jeg går tilbage til Nyer i fred med mig selv og med større indsigt i livet, end jeg havde før.

Hver gang jeg er i Nyer, kommer ånderne ned og hilser på. Og hver gang går jeg op til En for at sikre mig, at alt er, som det skal være. Jeg har aldrig været spirituel, men jeg er helt sikker på, at jeg har kontakt til nogle venlige ånder, der synes om mig og min familie. Endnu har de ikke besøgt mig i Danmark, men hvem ved, måske står de der lige pludselig. Og hvis det hele bare er indbildning og et resultat af en febertung hjernes kringlede fantasier, så er det også fint, for faktum er, at vi elsker vores lille hus i Nyer og det rene kolde kildevand fra le Hameau D’en.