Jeg elsker at vandre og gerne langt. Jeg har altid gået meget, men min familie er ikke ligeså entusiastisk som jeg, desværre. Så jeg gik ofte alene og det var korte ture på et par timer. Men det ændrede sig for 4-5 år siden. Mine vandringer startede for alvor i Pyrenæerne, det år hvor jeg brækkede hånden på første feriedag i Nyer (Pyrenées Orientales, France). Det var meningen, at jeg skulle male stuerne i vores nyerhvervede hus og Johan skulle slibe og lakere gulve. Sådan gik det ikke. Efter et par dage, hvor jeg bare var i vejen hele tiden med min brækkede hånd, der var gipset til en klo og i øvrigt kedede mig gevaldigt, fandt vi på at sende mig op i bjergene med rygsæk, mobil, kort og madpakke. Jeg travede op og ned af bjergene og lærte omgivelserne at kende. Af og til fik jeg en historie af de få lokale, jeg mødte på mine vandringer. Jeg havde en fantastisk ferie og grundlaget for vandring var lagt. I år er jeg blevet turguide i Dansk Vandrelaug. Jeg er stadig under oplæring, men har alligevel afholdt et par ture som arrangør med en professionel med-guide. Det er bare så fantastisk at møde andre, der er lige så glade for at vandre, som jeg. Og jeg glæder mig til at vise endnu flere ture i mit lokal område frem, for i lighed med ”mit” område i Frankrig, er jeg nu godt i gang med at afprøve diverse skovstier og markveje i Køge, Herfølge, Vallø og omegn, og er grebet af begejstring over den mangfoldighed og variation, der er. Spejderne på Påskebjerg i Herfølge afholder Påskebjerg March hver år på Skærtorsdag og der tilbydes 5, 10, 20 og 30 kilometer. Det er blevet en fast tradition for mig at deltage. Da Phillip, min søn, var juniorspejder gik vi 10 eller 20 kilometer sammen (den eneste gang om året) med andre spejdere og deres forældre. Det var rigtigt hyggeligt. Nu er Phillip 18 og gider faktisk ikke at gå med mig, derfor begyndte jeg for et par år siden at gå marchen med en dengang ny veninde, Else, der deler min passion for vandring. I år har vi besluttet at gå 30 kilometer som optakt til vores vandreferie i slutningen af april i Nyer. Der er lagt nye ruter, så vi er meget spændte på, hvor vi skal hen, som vi står her og skal af sted på turen. Vejret er fantastisk og ikke en sky på himlen, klokken er godt kvart over otte, og det er tid til at komme af sted. Vi går i raskt til ud gennem Herfølge Hestehave og Søllerup Indelukke, desværre er der ikke nogen små blomster i skovbunden. Vi når det første depot efter en times tid. En hurtig kop kaffe og et lækkert stykke kage senere drageri videre med et stykke frugt i hånden. Vejret er skønt og man fornemmer at foråret står på spring, selvom der ikke er blade på træerne. Kilometer efter kilometer tilbagelægger vi, mens vi diskuterer alt muligt lige fra vores job situation, familier osv. til feriemål. Vi er nødt til at stoppe op en gang imellem, for landskabet er fantastisk smukt. Så er vi fremme ved andet depot, og vi er halvvejs på turen. Tiden er fløjet af sted, og vi har masser af energi i benene endnu. Igen får vi kaffe og kage, men denne gang bare et lille stykke og et stort æble. Jeg tror, at kageorgiet er med til at gøre de lange ture populære blandt spejderne, for så meget sukker har man vist alligevel ikke brug for, for at kunne gennemføre hverken 20 eller 30 kilometer. Vi nyder turen gennem Vallø Storskov ned til Grubbeholm og videre til Vallø Slot, hvor vi husker at tage billeder af de skønne gule erantis og Dorthea liljerne, som dækker skråningerne ned mod den ydre voldgrav. På parkeringspladsen ved slottet finder vi det sidste depot, med endnu mere kage og frugt. Klokken er næsten et, og det er blevet overskyet og ser en anelse truende ud. Vi skynder os ud på de sidste seks kilometer, men får alligevel lidt regn på vej ned af Højskolevej. Men det betyder ikke noget. Vi er i højt humør, og vi har tøj på til vejret, så det er ikke svært at tale om, hvad vi skal se og hvor vi skal vandre, når vi om tre uger er i Frankrig. Vi er tilbage i spejderhytten godt halv to. Vi har tilbagelagt tredve kilometer på fem en halv time. Det synes vi begge, er noget af en præstation. Vi var rigtigt stolte, men må også indrømme, at vi er lidt ømme i benene. Vi var de første tilbage fra tredve kilometeren, men der er mange fra de kortere ture, der allerede sad med deres frokost i fællesrummet. Vi dumper ned på en stol. Sikken en fryd at sidde ned med en kold øl og vores madpakke. Men helt ærligt så sidder jeg og drømmer om en lille ”farmor” på sofaen eller i lænestolen, så ved tre-tiden siger vi farvel og takker for en skøn tur, den længste vi har gået i kilometer. Nogle synes jeg er gal, når jeg gider at gå så langt, andre forstår. Jeg synes, det er fantastisk. Det giver energi og overskud at gå en lang tur. Din hjerne fungerer bedre, og du kan lettere sætte tingene i perspektiv og se sammenhænge. Det er samme fornemmelse, jeg har, når jeg løber. Men til forskel fra løb, kan man bedre tale med andre, når man går. Og det giver så en anden dimension. Jeg blev en gang spurgt, om jeg havde lagt mærke til, at folk, der bevæger sig, ofte smiler. Det havde jeg ikke på det tidspunkt. Men det har jeg efterfølgende. Og det er meget sjældent, at jeg ser personer, der er sure ude i naturen, hverken når jeg løber eller går. Faktisk er de børn, jeg har set storme rundt i en skolegård, aldrig aggressive og sure, det er først, når ungerne står stille, konflikterne opstår. Ret tankevækkende, ikke sandt? Folk har selvfølgelig stadig deres problemer at slås med, men det er unægtelig meget nemmere at løse og overskue problemer, hvis man er positiv og har fysisk oversku d. Men det er jo heller ikke noget nyt, at bevægelse virker terapeutisk. Der er bare flere, der er begyndt at indse det. Så for mig er Påskebjerg Marchen Skærtorsdag ovenpå en lang vinter i hvert tilfælde noget, jeg ser frem til hvert år. Og endnu engang har turen fået mit humør til at stige og givet mig ny energi. Og det er endnu bedre at have delt oplevelsen med en god ven, således at både stort og småt samtidigt er blevet vendt undervejs. En sand saltvandsindsprøjtning.