Det er knap nok blevet lyst klokken er kun lige godt 6. Jeg er på den første tidlige morgenløbetur i år. Jeg bobler af glæde, da jeg på vej op af Højskolevej ser den første rudel hjorte springe over vejen, nu hvor jeg nærmer mig. De strækker flot ud. Det er sunde dyr på trods af den hårde vinter, men de er jo også blevet fodret. Lidt længere fremme springer endnu 5 hjorte over vejen. Så kommer jeg ind i skoven.

Jeg mødes af en kakofoni af lyde. Ænder, gæs, spætter, stære, for slet ikke at tale om de høns og i særdeleshed hanerne, der er sat ud i skoven, skriger og galer om kap i deres forsøg på at skaffe sig opmærksomhed og territorium. Indtil jeg kom ind i skoven, var der almindelig fuglesang, en ren fryd, men inde i skoven var larmen nærmest uudholdelig. For det første er der mange flere fugle, for det andet virker skoven som en slags miniature kosmos, hvor lydene forstærkes. Jeg sætter det lange ben foran og løber, alt hvad jeg kan for at slippe ud af skoven og væk fra larmen igen.

Jeg har aldrig hørt noget lignende på mine løbeture, selvom jeg har løbet fra først i april i snart mange år. Og vanen tro også på samme tidspunkt og samme rute. Det eneste, som er lidt anderledes, er, at vinteren har været lang. Måske har den strenge vinter forsinket dyrenes adfærd, jeg ved det ikke, men morgenturens rute, som altid har været topmålet af nydelse og fryd, skal omlægges indtil videre. Jeg kan også bedre forstå, at jeg så alle de hjorte lige udenfor skoven. De kan heller ikke holde larmen ud. Jeg vil gøre som dem, holde mig til markvejene og alleerne udenfor selve skoven en uges tid endnu. Heldigvis, oplevede jeg forventningens glæde. Og den har jeg så stadig…og mon ikke dyrene snart har fundet deres mage og territorium, så jeg kan få min løberute tilbage?