De fleste fra min generation kan huske ”veninde-bøgerne”, de små hæfter, hvor der var plads til at lime et skolefoto ind i hjørnet, og så var der ellers en række spørgsmål om yndlingsfarve, yndlingsskuespiller, yndlingsforfatter, livret, osv. Jeg fandt min ved et tilfælde forleden. Den var næsten fuld. Jeg kan huske, at jeg var meget imponeret over, at veninderne faktisk havde svar på rede hånd. Det havde jeg nemlig ikke. Alligevel var jeg heldig, at få lov at skrive i et par af de andres veninde-bøger, hvor jeg uden at blinke huggede ”yndlings” fra andre og prøvede at overbevise dem og mig selv om, at jeg mente det. Jeg havde selvfølgelig en livret og en yndlingsfarve, men der var ikke tale om noget større spring fra yndlings til næstbedst. For mig er det bare forskellige ting, gode eller bedst til hver sin tid, i hver sin sammenhæng. Heldigvis forsvinder den slags diller igen, og jeg har ikke brugt meget tid på at finde ”yndlings” siden. Og så lige pludselig forleden aften, mens jeg sad og læste ”Han danser på sin søns grav”, gik det op for mig, at jeg havde fået en yndlingsforfatter, Martin Kongstad. Den mand skriver så fantastisk og på den måde, jeg længes efter at kunne skrive. En uhøjtidelig socialrealist, der fortæller om helt almindelige menneskers hverdag på godt og ondt. ”Tag lige den”, tænkte jeg flere gange, mens jeg dukkede mig for ikke at blive ramt. Gennem hans noveller sætter han min egen hverdag og mine holdninger i perspektiv uden at pege fingre og fremprovokerer dermed handling. Fra mig. Min spontane uvilje mod at rangordne og dermed skabe sine ”yndlings” gøres til skamme. Jeg tager mig selv i at google Martin Kongstad og læse hans hjemmeside bare for at lære ham at kende. Jeg kan ikke modstå fristelsen på trods af, det åbenlyst latterlige i at gøre Martin Kongstad til et fantastisk menneske på baggrund af et par gode noveller. Uanset hvad og hvem Martin Kongstad er, så er jeg endelig klar til at svare på spørgsmålene i en veninde-bog.