Som barn hørte jeg ofte mine forældre sige til hinanden: ”er dette her ikke bare livet?” Det skete som oftest, når vi var på ferie. Og spørgsmålet blev som oftest stillet af min far, når han våd og afkølet kom op til liggestolen, hvor min mor læste blad i parasollens skygge med en kølig drik indenfor rækkevidde. Min søster og jeg var også godt tilfredse, for vi skulle ikke plage ret længe for at få en is.

 Solen har skinnet hele ugen, så da vi når weekenden, deklarerer Johan, at det snart er sommer og insisterer på, at det er tid til havemøbler. Havemøblerne må frem fra deres vinterhi. For min mand kan det kun gøres på én måde. Vi starter således allerede fredag eftermiddag med at feje terrassen og brænde ukrudt i indkørslen, på gårdspladsen og på havegangene. Lørdag morgen maler Johan terrassebrætterne, så terrassen ser ”ordentlig” ud. Johan har ikke meget til overs for det franske afskallede look, som jeg ellers godt kan leve med, og da terrassen er hans projekt…

 Jeg retter op på stengærderne, hvor frosten i løbet af vinteren som sædvanligt har skubbet enkelte sten ud, så gærdet er faldet sammen og fjerner de sidste visne staudegrene. Jeg nyder de små knopper på grene og træer, der er lige ved at springe ud, og ærgrer mig over at ikke alle lavendler ser ud til at have overlevet. Søndag formiddag hænges markisen op og havemøblerne tages ned fra stænget i carporten og børstes, slibes og olieres inden de placeres rundt omkring i gården og på terrassen. Jeg finder havekrukkerne frem, dem, der skal nytilplantes. Det er for tidligt at sætte engletrompeter, kartoffelblomster og laurbær ud, desværre.

 Klokken tre deklarerer Johan, som altid søndag eftermiddag i forbindelse med ”havemøbel-ritualet”, at det er ”drikketid”. Han har kolde øl og kølig hyldedrik parat og Phillip, vores 18-årige og jeg indfinder os for at indvie terrassen endnu en gang.

 Som vi sidder der og nyder eftermiddagssolen, siger Johan: ”er dette ikke bare livet?”  Phillip og jeg kigger på hinanden. Jo, det er det vel. Vi har været uden for i solen i flere dage, nydt fællesskabet og vi har fået en masse vedligeholdelsesopgaver fra hånden. Vi er endelig nået til søndag eftermiddag, og vi har ”fået fri”, så vi samtykker.

 Lige nu er jeg på ferie med min veninde, Else. Vandreferie med udgangspunkt i vores lille hus i Pyrenæerne. Hver morgen smører vi vores madpakker, laver kaffe, henter vand fra kilden og pakker rygsækkene med diverse praktiske fornødenheder til en tur i bjergene. Mens vi vandrer, genopdager vi naturen sammen og for os selv. Vi får øje på en salamander, en ørn, en gruppe violer eller anemoner, bemærker forskellen i størrelsen på de samme planter i forskellige højder, mens vi den ene gang efter den anden bjergtages i ordets bogstaveligste forstand af det ene panorama efter det andet. For hver 10 minutters vandring op eller ned, er udsigten en anden, pludselig kan vi se de hvidklædte bjerge over mod Andorra og Spanien, eller vi kan ane Middelhavet mod øst.

 Som jeg går der, tænker jeg på det paradoksale i at ”livet” for de mennesker, jeg lever sammen med er at sidde stille og nyde, mens det for mig er at bevæge mig. Jeg er sikker på at hverken mine forældre, min mand, Johan, eller alle de andre som dem, lever mindre, men de oplever livet anderledes og måske mere statisk. Livet er for mig en bevægelse, en proces. Jeg kan hverken holde min krop eller mit sind i ro ret længe ad gangen. For mig er livet at vandre. Fysisk og psykisk.