Jeg ved godt, at jeg er mærkelig, men sådan har det altid været. Jeg husker brudstykker af tekster, titler, udsagn og så dukker de op i nye forklædninger og i nye sammenhænge. Mit hoved er en stor summende masse, der ikke lige er til at kontrollere. Som lige nu for eksempel. Jeg stod ud af bilen på stationen i Køge. Blev ramt af lydene fra havnen. Mågernes skrig ovenover fiskekutterne der lander fisk, de dumpe brag af containere, der sættes på kajen af store kraner. Man behøver ikke at se det ske, man ved bare, at det er det, der foregår. Og så duften af tjære både fra havnekajen og fra tog svellerne. Og så vidste jeg pludselig, at jeg i min drøm i nat havde været ved havet med Oluf Høst, sømanden og bornholmermaleren, der var så fantastisk inspireret af Cézanne og de andre franske impressionister. Jeg har de sidste dage læst om bornholmermaleren og beundret mange af hans værker i en bog, jeg har lånt af Lone. Lone er fuldstændig betaget af den måde han renser motiver rene på, skærer ind til benet og alligevel kun antyder motivet, der ofte har noget med hav at gøre. Jeg kan som regel ikke huske mine drømme. Hvis jeg har nogle, men det siges jo, at alle drømmer. Om end de ikke selv ved det.

Jeg sætter mig ind i toget. Tænker at jeg skal læse. Men hele tiden bombarderer min hjerne mig brudstykker: ”jeg drømte mig en drøm i nat” – selv melodien er med, jeg ser spillemænd med kasket og stortrøje, som spiller harmonika for mig, Jeg husker mig selv på, at jeg skal se at få afprøvet det der tang i salat, som skulle være så sundt og endda fuldt af protein, så er det Kim Larsens Jutlandia, der popper op, og jeg ser mig selv som en anden Florence Nightingale bland de sårede soldater fra Afghanistan, denne gang var de fra Skive Kasserne, sagde de i radioavisen. Jeg forsøger at komme tilbage til virkeligheden. Latterliggør mig selv for at være det sentimentale fjols, som jeg så tydeligt jo er og beslutter mig for at ”stramme op”.

Gad vide om James Joyce havde det på denne måde. At han bare ikke kunne stoppe strømmen af tanker og brudstykker. Faktisk syntes jeg, han var for langt ude, da jeg som ung blev præsenteret for ”Ulysses”, men han må jo alligevel have et budskab, siden han blev så berømt.

Jeg beslutter mig her og nu for at gøre to ting. Ét, jeg beslutter mig for, at jeg må have en Ipod – så jeg med mit intellekt kan afgøre, hvad (og hvem) jeg skal lytte til og sætte struktur i tankerne. To, jeg vil låne ”Ulysses” på biblioteket i eftermiddag. Jeg har en svag anelse om, at jeg måske i dag kan se pointen.