Jeg har nu i flere år og flere gange om året været på vej op til toppen af Canigou enten som ønsketænkning, eller i tankerne, hvor jeg har planlagt, men blot én gang er det blevet til et fysik forsøg. Og det er der mange forskellige grunde til.

Først var jeg ikke klar over, at man kunne tage turen selv, og kunne ikke klare tanken om at skulle transporteres op af en fuldstændig hensynsløs franskmand i en alt for udrangeret 4×4. Da jeg så fandt ud af at vi kunne klare det selv og havde aftalt med Erik og Birgitte, at vi skulle op sammen med telt osv., så brækkede Birgitte armen og jeg hånden, så turen blev endnu engang lagt på hylden. Men jeg blev ved med at lægge planer for en tur. Og sidste år i august havde jeg således fået Johan, min mand overtalt til at gå med. Men skæbnen ville at min rutebeskrivelse og vandrekort blev stjålet, da vi ankom til Girona med flyet, sammen med resten af mit liv; pc, lommebog, nøglen til huset, diverse usb stick, min mobiltlf, forsikringsbeviser til motorcyklen og meget, meget mere. Turen blev endnu engang udsat. Og så i sidste uge den 30. april skulle det være. Jeg havde fået Else, min veninde, med på ideen.

Fulde af forventning, tog vi til Pyrenæerne, lejede en bil, fully insured, så vi kunne køre hele vejen op til Mariaille ca. 1000 meter fra toppen af Canigou uden af få ekstraudgifter, hvis vi skulle rende ind i et stenslag eller to på turen op. Derfra er der 4 en halv times vandring, så er man på toppen. Det kunne vi snildt klare. I år har sneen som bekendt ligget rigtigt længe i Pyrenæerne, og der var da også sne på toppen af Canigou, men den lå spredt, og så ikke ud til at være ”uovervindelig”, hvis man blot tog sig i agt og havde det rette udstyr – og det har vi, så ”pas de problèmes”!  Vi havde studeret vejret i 3 dage og talt med gud og hver mand, der alle var enige om, at det var i orden at gøre forsøget.

Kl. 6 fredag morgen bliver jeg vækket, for at tjekke vejr. Det er helt mørkt udenfor og jeg kan intet bedømme. Jeg lægger mig tilbage i sengen og stiller vækkeren en time frem. Kl. 7 er det lidt overskyet og meget tåget, men det virker ikke truende, så vi kommer hurtigt i kludene og får pakket vores grej overbeviste om at tågen letter.

Vi kører forbi Vernet les Bains til Casteil og derfra videre op ad en meget lille snoet vej op mod Mariaille. 1200 meter oppe er vejen spærret og vi stiger ud for at læse på skilte. Der er en vandrerute på 2 ½ time herfra op til Mariaille og en stigning på 4-500 meter. Vejen op til Mariaille åbnes først den 15. maj. Vi føler os kuppede på målstregen. Så tæt på mål og alligevel så langt fra. Klokken er kun 8:30 og det bliver først mørkt hen af kl. 21, hvilket er nok til at komme hele vejen op og ned til Mariaille, hvorfra vi kan tage vejen ned i stedet for stien, det kan vi gøre også selvom det bliver i skumringen. Altså, vi begiver os ud på første etape. Det er stadig meget tåget, men det ser ud som om solen vil brænde den af. Skyerne virker ikke så tætte, men det er nu svært at vurdere. På turen får vi følgeskab af flere salamandere, der dog hurtigt giver op overfor vores tempo. Skønne væsener, disse salamandere. De virker på en eller anden måde kunstige med deres helt sorte blanke hud med de skrig gule pletter. Og så er de jo omkring 30 cm lange og ret brede idet.

Vi ankommer svedige til Mariaille og beslutter os for at tage en kop kaffe, inden vi fortsætter op ad. Lidt ude til siden, ligger der stadig lidt sne. Vi fornemmer vi er højt oppe omkring 1800 meter, men tågen forhindrer os I at se så meget. Det virker pludseligt, som om det lysner. Og vi får et glimt af klipperne omkring os. Det buldrer og med et bliver himlen meget mørk. Det begynder at regne. Faktisk står det ned i stænger. Vi tager den nødvendige beslutning og skynder os nu med regntøj på ned af vejen. Stien ville være for farlig i dette vejr. Regnen slår over i hagl og det lyn og torden står om ørerne på os. Situationen er uholdbar, men vi kan intet gøre ud over at se at komme ned. Efter en times tid er hagl og regn stoppet. Tågen er lettet en smule (eller regnet bort) og vi kan se enkelte bjerge og skråninger på vejen ned. Det er frodigt og kønt ser vi nu. Peberbuske i fuldt pink flor og bøgen er lige ved at springe ud, birken har lige gjort det. Der er endnu en god time ned til bilen og da vi når frem, finder vi et par sten og vores madpakker. Tågen har samlet sig igen her i 1500 meters højde, så vi sidder som på en vatsky. Fuglene har travlt. Vi kan ikke se dem, men vi kan høre dem.

Vi priser os lykkelige for at vejen op til Mariaille var lukket. Havde den ikke været det, var vi blevet fanget oppe midt på de små stier det sidste stykke op til Canigou i det forfærdelige uvejr. Deroppe hvor stierne afmærkes af varder og kan være svære at følge og som ligger over trægrænsen. Ikke nogen drømme situation. Måske nogen holder hånden over os?

Så blev det heller ikke denne gang, siger vi til hinanden, vel vidende at vi har endnu en chance søndag. Og hvem ved, måske vejret er blevet bedre. Da vi kommer ned i dalen begynder det at regne igen og sådan forsætter det resten af dagen. Det kan ikke vælte os af pinden. Vi brygger te, finder et par tæpper og vores bøger. Og desuden har vi jo vores skytsånder, eller tanken om at de faktisk findes.

Vi aftaler at forudsætningen, for at gøre endnu et forsøg søndag er, at der er skyfrit. Eller kan vi jo ikke se noget og oplevelsen vil være uden større værdi. Søndag morgen var fuld af skyer, der kunne blive til hvad som helst, så vi tager en tur fra Nyer til Evol, som viser sig at være en perfekt beslutning og vi får endda solen at se flere gange. Længslen efter toppen på Canigou lever stadig. Næste forsøg bliver Johans og mit til august.