In the mood, in the mood for love, for weekend, for holiday – I’m just in the mood for anything. Dele af teksten drejer rundt i mit hoved igen og igen. Det føles rart at køre tomgang for en gang skyld. Det er fredag eftermiddag og jeg har masser af tid. Tid til mig selv. Både Johan og Phillip kommer sent hjem fra job. Sidder i toget på vej hjem  til frisøren. Pure need. Jeg er ved at få min egen nu grå hårfarve tilbage efter utallige år med mørkebrunt hår. Ikke just en nem sag. Jeg har vænnet mig til kun at se på øjnene og kroppen, når jeg står foran spejlet. Hader de der lede lyse udvoksninger, som jeg aldrig plejer at have, men som nu har været et faktum i 6 uger minimum. Håber det hjælper, med flere lyse striber og en klipning, for vi skal til fest i morgen, hvor jeg gerne vil se lidt lækker ud. Efter frisøren, skal jeg bare hjem og eksperimentere i køkkenet. Jeg har en ide om, at det vil være lækkert at stege tomater, løg og hvidløg i en god olie og blande det med lune speltkerner, som køler af til lunken inden hakkede urter, persille, løvstikke, oregano og purløg tilsættes med en god lys balsamico. Henny hentede skyr i går, og det skal jeg bruge til dressing i en af Meyers opskrifter fra hans nyeste kogebog ”Meyers salatværksted”. En fantastisk kogebog, der introducerer nye sammensætninger, nye tilberedningsmetoder og som sørger for at alle sanser vækkes.  Jeg vil afprøve broccoli salaten med skyr dressing. På det seneste er skyr blevet hot – og selvom det ”bare” er et andet surmælksprodukt, så glæder jeg mig alligevel til at konstatere konsistens, smag og se hvordan skyr gør, når det blandes. Jeg har fået fat i nogle store, økologiske kyllingelår, som bare skal steges i oven. Det er en sikker vinder til alt salat, synes jeg. Og så skal jeg bare læse i Ulysses. Den er faktisk rigtig god. Slet ikke fuldstændig uforståelig, som da jeg læst den i gymnasiet.

Bare tanken om min sene eftermiddag helt for mig selv har givet mig ny energi. I’m in the mood kværner stadig i bevidsthedens baggrund, lyden af en varm, sort stemme og en blød blues omslutter mig. Tænk at lykke kan være så simpel.

I’m in the mood for anything, letting myself float without controlling my mind.