For et par måneder siden besluttede jeg mig for, at gøre mere ud af mig selv – være lidt mere bevidst om, hvornår og hvordan jeg så bedst ud. Jeg har altid set godt ud på job og til fest, men jeg elsker bare baggy trousers og gamle sweat shirts i min fritid. Og jeg var ligesom kommet til den konklusion, at det så knapt så sexet ud på en 49-årig, som på en 25-årig. En ganske naturlig konstatering i mine voksne øjne, der skal ligesom lidt mere styling til for at være lækker, end da jeg var ung.  Nu har en velmenende veninde ladet mig læse bogen ”Hedeturen – rejsen til et andet sted!” af Hanne Rolsted Jensen, og det var noget af en øjenåbner og en ”demoralisator”. Da jeg besluttede mig for at være mere bevist om min påklædning, tænkte jeg overhovedet ikke på, at jeg er i overgangsalderen, hvilket jeg i den grad er. Jeg besluttede mig bare for ændring, som jeg så tit beslutter mig for at ændre noget. Men nu er jeg måske nødt til, at se min handling som udtryk for desperation..!

Ifølge bogen har samfundet besluttet, at jeg er et klimakterieramt individ, uden synderlig værdi hverken seksuelt eller på arbejdsmarkedet, og dermed ikke attraktiv for nogen over hovedet. Hanne Rolsted Jensen mener selv, at der er et spinkelt håb forude. Heldigvis, et øjeblik i begyndelsen af bogen, var jeg chokeret over samfundets syn på mig eller rettere Hanne Rolsted Jensen personlige opfattelse af, hvad samfundet mener. Men så peger hun på statistikker, der viser hvor mange, vi er, og hvilken købekraft, vi overgangsramte kvinder repræsenterer. Heldigvis. Så vi er ikke så uattraktive endda, men samfundet ved det bare ikke endnu. Hun er godt nok utilfreds med, at vi sættes i bås, men laver selv nogle meget firkantede koblinger fra det at være kvinde i overgangsalderen til manglende værdi for samfundet/mændene osv. Det er irriterende!  Jeg levede trygt i min egen lille verden, beskyttet og elsket af familie, venner og kolleger, og ikke mindst af min mand. Som jeg ikke har indtryk af, elsker mig mindre nu eller synes, jeg er mindre lækker nu end tidligere.

Hanne Rolsted Jensen fremstiller mand/kvinde forholdet, som stort set umuligt lige bortset fra sex. Alt drejer sig om magtforholdet, og mændenes holdning til kvinder generelt. Der, synes jeg, hun generaliserer for meget. Jeg har altid følt mig ligeværdig med mine mandlige venner, kolleger og familie og ser ikke nogen grund til at føle mig mindreværdig, fordi jeg snart er 50 og er i overgangsalderen. Min værdighed, intelligens, arbejdsduelighed, skønhed og seksualitet er jeg selv ansvarlig for, og det skal alle kvinder vel være. Men efter at have læst Hanne Rolsted Jensens bog, er jeg kommet i tvivl om, hvorvidt jeg bare er dum, naiv eller blind, eller om der måske findes to måder at blive ældre på. Hendes og min? Hun vurderer og definerer sig selv ud fra en mands synspunkt (en meget fordomsfuld mand, hvis du spørger mig). Jeg er da min egen!

Vi kan ikke generelt give samfundet skylden for, at ungdommen idoliseres. Skønt det er et faktum. Vi er jo selv med til at skabe idolet. Til gengæld synes jeg også, at der er en tendens til flere ”voksne” i mediebilledet og flere ”almindeligt udseende” mennesker, hvilket også er, hvad Hanne Rolsted Jensen bemærker. Det offentlige rum, er styret af efterspørgsel og udbud, og det vi alle sammen synes bedst om, sælger bedst, og det er ungdom. Så længe vi gør det vi altid har gjort, vil verden også gå videre i den retning, den altid har gjort – logisk, eller hvad.

Samtidigt synes jeg, at Hanne Rolsted Jensens reaktion på, at et job går hendes næse forbi og gives til en yngre, pga. hendes overgangsalder er noget langt ude. Hvis vi havde grund til at tro, at vi fravælges alene på grunde af overgangsalder, skulle vi selvfølgelig ikke finde os i det. Men det er der heller ikke bevis for. Logisk at der ønskes yngre kræfter til en bestemt opgave. Unge mennesker gør og tænker anderledes end voksne og erfarne mennesker. Da vi var unge, var vi indignerede over ikke at kunne få jobbet, fordi vi manglede erfaringen. Helt ærligt det er for dårligt et argument for at vi diskrimineres pga. overgangsalder. Og det er et endnu dummere argument, hvis vi selv tror på, at vi har noget at byde på både i den ene og i den anden forstand. For hvis vi ikke tror på os selv, hvem skulle så.

Hanne Rolsted Jensen har, trods hendes udsagn om det modsatte, ikke accepteret, at hun bliver ældre, at hun/vi ikke kan det samme som før. Det er lidt komisk og også kvindeligt sødt. Og hun ender da også med at ville gøre en dyd ud af det ufravigelige faktum, og fokusere og nyde hendes alder/hendes liv. Det er smart, godt for hende. Vores voksne liv er fantastiske liv, eller vores liv er det, vi selv ønsker at de skal være. Det er op til os selv.

Vi er alle forskellige, og Hanne Rolsted Jensens meninger, holdninger og fornemmelse er lige så gode som mine egne. Det understreger bare, at der er stor forskel på kvinder, på hvordan de opfatter sig selv, men også på hvordan de opfattes af andre. Hedeturen – rejsen til et andet sted er en fantastisk bog, der på har fået mig til at nikke genkendende, fået mig indigneret op af stolen og som sidst men ikke mindst har givet mig mange bud på, hvordan jeg som kvinde selv kan komme videre.  Så Britt, tak for at du fik mig til at læse bogen. Jeg tror, det kan gå hen og blive en klassiker.