Her til morgen da jeg vågnede regnede det. En silende regn. Det så gråt ud, men så huskede jeg på, at man jo selv beslutter, hvordan man opfatter tingene. Som tænkt så gjort. Jeg tændte stearinlys på spisebordet og mens jeg skar frugt til yoghurten, tænkte jeg på alt det hyggelige ”inde-vejr” også byder på. Johan fandt P2 frem med den klassiske musik. Phillip var kommet hurtigt ud af fjerene, fordi han øjnede en undskyldning for at skulle cykle til Køge. Han havde i sin sædvanlige stil spurgt, ”om man måske kunne få et lift, nu det regnede”. Og jeg havde svaret, som jeg altid gør, ”nej, MAN kunne ikke, men Phillip kunne måske godt få et lift, hvis han skyndte sig lidt.” En rigtig hyggelig morgen.

I toget virkede alle også fornøjede, der var ikke den sædvanlige ”grumpy” mumlen, når der skulle gøres plads til den tredje på hvert sæde. Jeg sad, ligesom de fleste andre, og hyggede mig med min bog. Når jeg en gang i mellem kiggede op, så jeg lutter tilfredse ansigter. Det var bare en skøn oplevelse, at der var så god en stemning i kupeen. Selv den ofte morgensure bankmand, der stiger på i Solrød, undlod at brokke sig over at folk ikke spontant (og hurtigt nok) flyttede sammen, der hvor han nu havde tænkt at sidde som nr. tre.

Da jeg trådte ind i receptionen med det sædvanlige ”godmorgen”, var smilene lidt større, eller det bilder jeg mig ind, og efterhånden som folk mødte ind, var det med glade stemmer og store smil. Jeg drillede Jens og spurgte, hvad det var der gjorde ham så glad. Det viste han ikke, men måske var det, at han ikke skulle være ude i regnen. Jeg tror, at han er forelsket. Om ikke andet så i livet. Og så er han ikke alene, for det må gælde alle de glade mennesker jeg mødte i morgenens regnvejr.