Jeg har i den sidst tid læste rigtigt mange selvudviklings bøger. Og jeg har lært en hel masse om, hvad jeg ønsker, vil og ikke vil og ikke mindst, hvor langt jeg vil gå for at få mine ønsker opflydt. En ting undrer jeg mig nu alligevel over.

Det bliver gang på gang anført, at vi skal anerkende og belønne os selv, når vi lykkes med vores mål og foresæt, og vi skal gøre det systematisk, så vi ikke glemmer. Signe Fjord og Lucy Lee kalder det opfyldelse af champagneplanen. Gitte Jørgensen med Pippi power, hader fastelåste rammer, alligevel vil hun have, at vi skal skrive op, så vi kan se og nyde, at vi forfølger vores mål. Det samme gør Pernille Melsted og sådan kunne jeg blive ved. Men hvorfor skal vi rose, anerkende og belønne os selv – hvorfor ikke lade ANDRE belønne os. Det ville da gøre mig dobbelt lykkelig – for jeg ved jo godt selv, hvad jeg kan, og hvilken forskel jeg gør?!

 Jeg er helt enig i, at har du et godt selvværd, kommer du hurtigere og højst sandsynligt også lettere til at realisere dine mål, men det er jo ikke nok, at du selv synes, du er fantastisk, hvis du ikke evner at få andre til at se det også – eller er der bare noget, jeg helt har misforstået?

Jeg anerkender også, at det er nødvendigt at kunne lide sig selv, for at andre skal have en årsag til at gøre det. Ingen gider, at beskæftige sig med personer, der ikke selv gider noget.

Men hvorfor slutter hjælpen altid lige der? Jeg har gjort ”alt det rigtige”, hvor længe skal jeg vente på at underet sker? Jeg kan ikke være den eneste, der mangler hjælp til at brænde det sidste stykke igennem, så også omverdenen får øjnene op for mine færdigheder og fortræffeligheder? Det er jo det det hele handler om, ikke sandt?