Træt og fyldt af en masse nye input stiger jeg op i toget på Århus Banegård. Vogn nr. 11 plads nr. 12 – men der står DSB 1 på døren – og jeg har kun en helt almindelig orange afgang på 2. klasse. Togføreren forklarer, at det skam er rigtigt nok, jeg er blevet opgraderet. Så jeg sætter mig veltilpas tilrette med min pc i den lille 5 personers stille-kupé. Hvad behager?!

Jeg er på vej hjem fra Friluftsgården i Beder, hvor jeg har været på kursus. Jeg er regelmæssigt på kurser nogle gange via mit arbejde, og andre gange fordi jeg bare er for nysgerrig til at lade være. Men dette kursus var helt specielt, fordi det var et kursus, jeg længe har drømt om at få. 

Jeg har nemlig længe haft en drøm om at blive turleder. Og det blev jeg så i denne weekend. Så nu kan jeg lave mine helt egne ture ud fra mine interesser og på min helt egen ”Merethe”-måde. Fantastisk. Og det at hjemturen foregår på første klasse, gør jo bare oplevelsen meget bedre.

Nu er det ikke sådan, at jeg ikke har lavet ture endnu. Jeg har været heldig at få lov at ”gå føl” sammen med et par garvede guider fra Roskilde, og de har så fulgt med mig på en Vallø og en Køge Åstur og samtidigt villigt øst af deres personlige erfaringer og vist mig vejen. Så da jeg ankom lørdag morgen (for sent… regel nr. 1: en turleder skal altid være ”på plads” mindst 15 min. før angivet starttidspunkt, glemmer jeg aldrig) viste jeg, hvad det ligesom handlede om. Sådan da!

Efter introduktion til kortlæsning blev vi inddelt i grupper, der skulle planlægge hver sin tur i Fløjstrup skov og omegn. Vi skulle både tegne turen på kort, finde interessante temaer at fortælle om og blive enige om turbeskrivelsen til DVL . Og det skulle vi gøre uden gennemgangstur og på blot halvanden time. Det lykkedes. Men det viste de erfarne kursusledere, Ole og Terese, selvfølgelig.

Denne oktoberlørdag skinnede solen fra en skyfri efterårshimmel, da vi om eftermiddagen begav os af sted i hold, hvor det ene hold var det andets henholdsvis deltagere og ledere. Skoven tog imod os med de fantastiske efterårsfarver, gamle svampe og duften af rådnende blade i skovbunden, og vi var alle sammen glade for endelig at komme ud og vise, hvad vi kunne.

Og hold da op, hvor ligger der meget viden og mange historier gemt i folk. Vi havde selvfølgelig fået udleveret et par brochurer, men det er nu begrænset, hvor meget man kan finde ud af i løbet af så kort tid, uden at være stedkendt. Så det var nødvendigt at trække på personlig viden og erfaring. Jeg var virkeligt imponeret. Det slog mig, at det jo er en af de ting som kendetegner DVL, selvom det jo ikke er tilsigtet. Det faktum at 45% af medlemmerne er over 65  år og 47% mellem 50 og 64, betyder jo netop, at vi har at gøre med mennesker med stor livserfaring og viden både professionel og privat.

Vi tilbragte 4 timer ude i naturen med 2 skønne ture. Opgaven lød på en tur på max 5 km. Den sidste tur, som jeg var med til at planlægge, var alt for lang, fordi vi bare måtte se Moesgaard Skovmølle og Giber Å. Vi var i gruppen enige om, at her måtte hjertet råde, og at det var lettere at få tilgivelse end at få lov. Og så var vi ikke ”rigtige” turledere endnu, så vi tog chancen. Vi så det hele: diger, tilgroede marker, skov, strand og skovmølle, Giber Å’s udløb og fiskerhuset. De sidste 1.5 km hjem måtte derfor forceres i højt marchtempo – for hjemme ventede kokken med maden. Men humøret var højt. Og skideballen overskuelig!

Der duftede himmelsk i huset. Ole og Terese bød velkommen, og røde i kinderne af vind og vejr skålede vi alle på en hyggelig aften. Maden var en oplevelse. Menuen var lige efter mit hoved. Lækker, lokal med etniske indslag og fornuftig-sund. Kokken samlede regelmæssigt svampe i Fløjstrup skov og serverede derfor en svampesuppe af ”lokale” svampe med lækkert brød, pesto og dukha, det herlige ægyptiske drys af ristede, knuste krydderier og nødder som tilbehør. Og da der var rigtig meget vildt i skoven også, bød han på skøn vildt ragout med kartoffel rodfrugt mos og bagte rødbeder til hovedret.

Jeg var helt misundelig på kokken, der havde stået med hænderne i lækkerierne fra skoven. For madlavning er en mindst ligeså stor passion for mig, som vandring er. Men nu kan man jo ikke det hele, så jeg måtte ”nøjes” med at nyde. Og helt ærligt, det var skønt oven på alle dagens oplevelser.

Så skulle der evalueres. Hvad havde vi gjort godt/skidt, hvor var faldgrubberne, hvad synes ”deltagerne” om ”turledernes” ture osv. Snakken gik livligt og oplevelserne blev vendt og drejet, og erfaringer udvekslet. Og så gennemgik Ole og Terese planlægning af længere ture bl.a. til udlandet. Igen duperes jeg af mængden af viden, deltagernes forskellige indfaldsvinkler og holdninger, men det væsentligste er den entusiasme, der er i gruppen. Jeg havde det helt skidt, da jeg måtte overgive mig og sige godnat som den første. Tænk hvis jeg gik glip af noget?

Frisk og udhvilet slog jeg øjnene op i morges. Tågen lå tæt, men det var ligegyldigt, for nu stod den på regler for færdsel i naturen og første hjælp. Jeg mærkede lige en snert af bekymring. Jo jeg havde ansvaret for deltagerne på mine ture. Og måske var der en, der fik et epileptisk anfald eller et hjertestop, eller bare en allergisk reaktion på et insektbid. Men jeg kom hurtigt videre. Jeg vil jo virkelig gerne have muligheden for at vise andre de steder, jeg elsker i naturen, og som jeg synes, man bare ”må” opleve! Det er derfor jeg vil være turleder. Og så må man jo tage ”det sure med det søde”, som min gamle farmor altid sagde.

Yes, jeg er turleder!